Fiskeindustri

Far og datter går hver deres vej

Pia Vanggård er ikke længere direktør for Sæby Fiske-Industri. Hendes far, Christian Vanggård, har indtil videre taget plads i den ledige direktørstol

Sæby Fiske-Industri søger ny direktør. Arkivfoto

Sæby Fiske-Industri søger ny direktør. Arkivfoto

Hos Sæby Fiskeindustri, der har 130 ansatte og som producerer makrel på dåse, har far og datter dannet arbejdsmæssigt parløb i mange år. Christian Vanggård stiftede virksomheden, men har forlængst overladt direktørstolen til sin datter Pia Vanggaard. Men nu er der tilsyneladende opstået uoverensstemmelser omkring virksomhedens fremtid, for Pia Vanggård er ikke længere ansat på Sæby Fiske-Industri. I stedet har Christian Vanggaard midlertidig sat sig i direktørstolen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Christian eller Pia Vanggård, men formanden for bestyrelsen i Sæby Fiske-Industri, Hans Jørgen Kaptain, bekræfter, at Pia Vanggaard ikke længere er ansat. - Christian Vanggaard er medlem af bestyrelsen, og indtil videre er han administrerende direktør. Virksomheden søger nu en ny direktør, siger Hans Jørgen Kaptain, der ikke vil nærmere ind på, hvorfor Pia Vanggaard har forladt virksomheden. Sæby Fiske-Industri har i flere år haft stor succes, og så sent som i 2009 blev der investeret for 30 millioner kroner i virksomheden.