Far og mor med i børnehave

EMNER 1. juni 2003 08:00

SERRITSLEV: Børnene havde fredag forældrene med i daginstitution. Landsbyordningen i Serritslev, der omfatter Minihuset, Hybenrosen og Hallen, havde inviteret til Store Familiedag, og omkring 100 tog imod tilbuddet. Både børn og forældre hyggede sig godt sammen, og der blev lavet en masse fælles aktiviteter. Overalt vrimlede det med "tilskadekomne" børn, der havde sår i panden, på armene og i benene. Meget naturtro så det ud. Det var Gitte Nørgaard, der er ansat i Hybenrosen, der sminkede børnene. Hun havde taget et lynkursus i sminkningens kunst. Og børnene stod nærmest i kø i landsbyordningens tipi, der for en dag var indrettet til sminkerum. Der var lejet flere hoppepuder og en oppustelig fodboldbane, og der var alle steder masser af børn, der boltrede sig. Der var også snobrødsbagning, forskellige lege og meget mere. Det nyetablerede bålbord blev flittigt brugt. I forbindelse med en arbejds-weekend blev der bygget et bord, der kan benyttes i forbindelse med bålarrangementer. Bordet er overdækket, og rummer tillige lagerkapacitet til brænde. Der er også opstillet to campingvogne, der benyttes flittigt som legehuse. - Gennem flere år har vi holdt Store Familiedag, og det er populært for forældre at komme på besøg. Mange har kaffen eller madkurven med, som så indtages sammen med børnene, fortæller pædagog Lasse Christiansen fra Landsbyordningen. For mange er fredag efter Kristi himmelfartsdag fridag, så derfor er denne dag god, mener man i landsbyordningen. Stedet har åbent, selv om skolen holder lukket. - De fleste forældre dukker op i løbet af dagen, fortæller Lasse Christiansen med tilfredshed. Han synes, at det er en god idé med Store Familiedag, så forældrene kan se nogle af de ting, børnene snakker om, når de er hjemme. - Selvfølgelig er der også forældre, der er på camping eller på anden måde er væk denne dag, bemærker Lasse Christiansen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...