Far og søn var Limfjorden rundt
Det blev til endnu en sejr til skonnerten "Maja" i årets udgave af Limfjorden Rundt

Galleri - Tryk og se alle billederne.
THISTED:I de sidste par dage, har bramsejlsskonnerten, "Maja af Hvide Sande", lagt til i Thisted Havn. Den var for nyligt med Limfjorden Rundt, hvor det store skib vandt klassen med tre master.
- Det var en ret overlegen sejr, hvis jeg selv skal sige det. Skibet har jo vundet før, så det er kun besætningen, der er noget galt med, hvis den ikke vandt, griner Jegvan Åkerstrøm, kaptajn og ejer af Maja.
Ombord til kapsejladsen var otte friske fyre fra skoleskibet Georg Stage. En af dem var Jegvan Åkerstrøms søn, Magnus Rask Åkerstrøm på 21 år, der lige er blevet uddannet ubefaren skibsassistent fra skoleskibet i august. Han er nu den tredje generation af sømænd fra familien Åkerstrøm.
- Det var fantastisk at være ovre og tage imod, da de kom hjem med Georg Stage. Jeg har selv været elev på samme skib for 31 år siden, siger Jegvan Åkerstrøm.
Selv havde Jegvan Åkerstrøm ikke regnet med, at han skulle være sømand, som sin far. Men efter tiden på skoleskibet Georg Stage, fandt han ud af, at han var havnet det helt rigtige sted.
- De unge mennesker får rykket nogle grænser, men det er et meget friere liv. Det er en verden, hvor det er tilladt, at tage tingene som de kommer, og det ser de unge mennesker. Presset forsvinder, og de har mulighed for at arbejde over hele verden, siger Jegvan Åkerstrøm.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.