Far og sønner dømt for drab

FREDERIKSBERG:Enhver snak om nødværge blev afvist, da Retten på Frederiksberg sendte en far og hans to sønner flere år i fængsel for drab. Når man på forhånd køber skydevåben på Christiania og tager træningstøj på uden på sit almindelige tøj, så er der tale om et planlagt drab, slog retsformanden fast,. Dommeren lagde vægt på, at faren, Mahija Osmani, og hans to sønner, Lavdrim og Flamur, deltog ligeligt i drabet. Faren fik 15 års fængsel, mens de to sønner fik 13 og 8 år. Offeret, den 45-årige Nazim Ilazi , blev skudt i skridtet med et haglgevær, stukket med kniv 16 forskellige steder på kroppen og tævet i en grad, så der var omkring 100 små og store skader i hovedet alene. Til sidst skar morderne hans hals over fra øre til øre. Baggrunden var strid om betalingen for en bus, som Mahija brugte til at køre busdrift mellem Danmark og Makedonien. Ilazi havde presset penge ud af familien, og derfor frygtede de for deres liv, har de forklaret. Alle valgte at anke til landsretten./ritzau/