EMNER

Far og to børn i knibe med båd

KLITGÅRD:Aalborg Politi iværksatte i aftes en søredning mellem Klitgård Fiskerleje og Nibe, hvor en 38-årig far og hans to børn tilsyneladende var i problemer med en nyindkøbt sejlbåd uden motor. Pårørende kontaktede først på aftenen politiet og fortalte, at faderen og børnene var sejlet ud fra Aalborg ved 10.30-tiden for at bringe den nye båd til Nibe, hvor familien bor. Familien havde i dagens løb set båden ud for Nørholm, men da det blev aften, og de tre ikke var kommet til Nibe, blev der slået alarm. I det tiltagende mørke turde politiet ikke andet end at sætte en aktion i værk - også set i lyset af, at faderen og hans børn ikke havde mobiltelefon eller andre kommunikationsmuligheder. Redningshelikopteren fra SAR-vagten på Flyvestation Aalborg blev rekvireret, og den fik hurtigt lokaliseret sejlbåden cirka midtvejs mellem Klitgård Fiskerleje og Nibe. Da sejlbåden på grund af masten var svært tilgængelig, havde helikopter-folkene ikke umiddelbart mod på at sende en redder ned i en line. Derfor blev der sendt bud efter Falck, som ved redaktionens slutning var i færd med at manøvrere en gummibåd ud til sejlbåden. Manden og hans børn - en 11-årig datter og en 7-årig søn - var tilsyneladende i god behold.