Far tier stille, når den lille ikke lever længere...

Hvert år dør over 1000 børn, inden de er fyldt et år. Hvordan elsker man et barn, man næsten ikke nåede at kende?

Redningsvæsen 2. september 2004 06:00

NIBE: Et villakvarter kan rumme så megen smerte, at hækkene næsten ikke kan holde den inde. Men her kan også være så meget varme, at mennesker trækkes med helt ind bag murene. Som de gør det denne forblæste aften, hvor en kreds af forældre i Foreningen til støtte ved Spædbørnsdød holder sammen på hinanden. Klokken er syv. Bilerne er rullet op på vendepladsen foran parcelhuset. De er kommet fra Aalborg, fra Hjørring og fra Hunstrup ved Thisted. De er kørt med tankerne om deres børn. Tanker, de kan dele med andre, der som dem har været igennem at miste en lille, der ellers skulle have bragt livet med sig. Her tør de tale om tabet, skønt omgivelserne ofte synes, det er lettere at lade være. Lad nu livet gå videre, plager de. Det er netop, hvad de fire forældrepar gør en aften om måneden, hvor de mødes hos hinanden. De lader deres liv gå videre, for det mistede barn er en del af deres liv. Og her kan de tale om barnet. Om sorgen, smerten, uroen. De andre børn. Hinanden. Her er plads. - Jeg tænkte: Nej, faneme nej, om jeg vil. Jeg vil ikke sidde med så mange andre mennesker og græde. Jeg tog kun med, fordi Mette tvang mig. Kenneth Allerelli er gift med Mette, som er butiksassistent, han er 34 år, netværksoperatør og far til to. Han skulle have været far til en datter mere. - Jeg havde taget min mor med til scanningen, for det havde hun aldrig oplevet. Sygeplejersken kører rundt og rundt med scanneren på maven. Flere gange. Hun bliver ved. Da hun siger, hun skal hente hjælp, ved jeg, at der ikke mere er liv. 31-årige Mette Allerelli fortæller fattet om den 25.oktober sidste år, hvor lykkefølelsen med et blev forandret til et krav om, at barnet skulle ud med det samme. Vred på far - Jeg kunne ikke klare at bære hende, når jeg vidste, at hun var død, fortæller Mette. Hun ringede til Kenneth. Der i sorg og forskrækkelse kørte til Aalborg Sygehus Syd i stedet for til Nord. Han kan næsten intet huske fra de næste fire dage, hvor Mette var indlagt for at blive sat i gang med fødslen, som hendes krop stædigt modsatte sig indtil den 25. - Jeg ville ikke se hende. Ville ikke. Men overvandt mig selv. Hun var fin. 590 gram og 32 centimeter lang. Hun var født alt for tidligt, fordi jeg dannede antistoffer mod hende. Vi kalder hende Maiken. Hun var min lille pige. - Ja, og hun havde lige så meget hår som sin far, supplerer Kenneth. Mette og Kenneth reagerede ikke ens på tabet. - Jeg var vred over, at Kenneth ville på arbejde så hurtigt efter. Jeg havde brug for tid. Men efter at have mødtes med andre, kunne jeg se, at vi begge sørgede lige meget, bare på forskellige måder. Da de havde været to timer på Foreningen til støtte ved Spædbørnsdøds sorgseminar, som Mette havde tvunget Kenneth afsted på, løsnedes sorgen hos ham, og han blev ivrig efter at være sammen med andre, der havde oplevet som han. - Mit følelsesregister er blevet meget anderledes. Jeg har aldrig kunnet græde over en stupid film før. Det gør jeg nu. Kenneths ord giver genklang hos de tre andre mænd om bordet. At miste et barn rykker ved måden at være mand på. - Vi mænd er mere tavse. Men vi skulle have hjælp den gang. Det kunne jeg mærke. Og nu taler jeg mere, fortæller Jens Henrik Thøgersen, 39-årig landmand fra Thistedegnen. Han er gift med Vivi, 29 år og pædagog. Sammen har de to børn. Men skulle have haft et barn mere. Lå i fyrrum - Det var om morgenen. Jeg var sikker på, at nu skulle barnet endelig ud. Vi tog afsted til sygehuset. Jeg havde været til kontrol dagen inden. Alt så fint ud. Men hun var død. Lægerne fandt senere ud af, at en stor del af hendes blod var rendt tilbage i Vivis krop. Vivi Thøgersen fødte Mathilde om aftenen. Hun var en stor pige. 4330 gram og 54 centimeter lang. - Vi tog hende med hjem. Det var helt naturligt. Hun hørte til hos os. Børnene lavede tegninger til hende, som de lagde i kisten. Hun lå i det kølige fyrrum, og alle kom og sagde farvel til hende, fortæller Jens Henrik. - Der gik et par dage, inden vi kaldte hende Mathilde. Men de to store skulle ikke sige farvel til søster, som bare hed babyen, supplerer Vivi. For Jens Henrik betød det at bruge hendes navn, at han lærte hende bedre at kende. Men gjorde de det rette? - Jeg syntes ikke, vi som sådan havde brug for hjælp, men jeg var i tvivl, om vi sørgede på en normal måde? Var vi unormale?Vivi Thøgersen undrede sig, kontaktede foreningen og sammen drog de på sorgseminar og siden i forældregruppen, der nu sidder her om det store spisebord med blå dug og skumring udendøre. - Vi var ikke unormale. Ingen reagerer forkert. Det var en lettelse at opleve det. Det gjorde alt lettere, fortæller Vivi. For sorgen dukker op. Lillesøsteren er til stede. - Forleden, da vi alle fire kører i bilen og griner og er glade, siger Jacob på fem år pludselig: Det er synd, Mathilde ikke oplever det her. Lang venten Jens Henrik bliver bevæget ved fortællingen. Der er tyst om bordet en lille stund. Og så begynder snakken igen, for børnene, de andre børn, kan også trække forældrene for hurtigt væk fra sorgen, erfarer de to par. - Det kan godt være lettere at tage sig af børnene, end at sørge, erkender Jens Henrik. Men der skal tages tid til at være ked af at miste. Også selv om der er en lille ny på vej. - Jeg har termin 23.december. Det er lang tid til. Det er svært at glæde sig, siger Vivi, som får al den støtte og hjælp, hun har brug for, fastholder hun. Men. - Jeg er nok for meget jyde til at tage imod. Det skal jeg arbejde med. Louise Bast nikker højlydt. Også hun venter sig igen. Og også hun skal lære at tage imod. Og at glæde sig. - Jeg bliver scannet jævnligt. Det giver tryghed. Men jeg er hele tiden nervøs for, om den lille nu bliver sund og rask. Sidste år, den 23. september, fødte hun Frederik. Han levede i otte timer. Han havde ikke kunnet få vandet ud af sit hovede, som var blevet så stort som en lille students. Han kom i respirator med det samme. Hans hjerne fungerede ikke. - Fra vi sammen med lægerne slukkede for respiratoren, gik der halvanden time, før hans hjerte holdt op med at slå. Vi sad med ham. Det var svært, for hans hovede var så stort. Jens Bast er 32 år og gift med Louise, som er et år yngre. I tre uger vidste de, at deres søn havde for meget vand i hovedet, men lægerne var ikke alle lige pessimistiske, og de to bevarede et håb. - Men tirsdag 23.september klokken 13 kunne jordemoderen ikke høre hjertelyden, da vi var til vanlig kontrol. Og så gik det stærkt. Vi var på Hjørring Sygehus, men blev kørt til Aalborg i ambulance med udrykning, og Louise fik foretaget akut kejsersnit. Fødselsdag - Har man prøvet at slukke for en respirator, glemmer man det aldrig, fortæller Jens, der også da fik forklaret, hvorfor hans far og mor havde været så lidt interesseret i deres kommende barnebarn under graviditeten. - Jeg havde en storebror, som døde, da min mor var i femte måned. Det har de aldrig talt om, men derfor har de ikke villet glæde sig. Jens kan huske detaljer fra timerne med Frederik. Han taler om det. Ikke til alle, men står ved, at det har han og Louise brug for og ret til, selv om andre synes, de alene skal fokusere på den nye graviditet. - Men vi taler faktisk mere om Frederik nu end før. Han havde jo et liv sammen med os. Selv om det var kort. Derfor bliver jeg også gal og skuffet, når andre ikke forstår det. Og hvis ikke alle de, vi kaldte ind på sygehuset for at sige farvel til ham, husker hans fødselsdag, så bliver jeg meget ked af det. De andre om bordet taler med. Det mistede barns første årsdag er ikke let. Skal den fejres? Skal man mødes på kirkegården? Skal man lade være med at blive såret, når andre glemmer dagen, måske i misforstået hensyn? - Nogle, man slet ikke havde forventet, har vist sig som store støtter. Andre, man troede var nære venner, viser sig slet ikke at være det, fortæller Jacob Tymm Andersen, 29 år. Han er slagter og hans jævnældrende kone, Jane, er netop færdig som cand.scient.adm. De er værter for aftenens møde her i deres nyindkøbte hus, hvor der også er ved at blive indrettet børneværelse nede i gavlen. For ligesom Louise og Vivi venter Jane sig. Ligner mor - Det er svært at lade være med at glæde sig og svært at glæde sig, fortæller Jane. 20. oktober, en måned efter deres bryllupsdag sidste år vågnede Jane ved, at der var vådt i sengen. - Jacob var taget på arbejde. Jeg tænkte, nu gik fostervandet. Men det var blod. Jane fik ringet efter en ambulance. Og fik senere at vide, at et blodkar ved navlestrengen og moderkage var sprunget. - Jeg skreg bare: Mit barn, mit barn. Jeg vidste godt, det var helt galt. Men jeg håbede. Jacobs mester hentede ham. Sagde, at hospitalet havde ringet, og at hans kone var ved at føde. Han kørte glad afsted. - Det var egentlig det værste. At forvente at få en søn eller en datter. Og så ikke få det, fortæller Jacob. Laura var død, da Jane fødte hende om aftenen. - Hun lignede sin mor, men havde min lille næse, erindrer Jacob om datteren på 2560 gram og 53 centimeter. Jane ønskede ikke at føde selv, men jordemoderen fik hende overtalt, ligesom Jacob gav hende tøj på. - Selv om hun kun fik et kort liv inde i min mave, så var hun jo vores barn, som vi skulle bringe til verden. Så det gjorde vi. Der er stille i stuen lidt igen. Åbne blikke sendes over bordet. Her er trygt. - Vi behøver ikke at begynde forfra hver gang, forklarer Jens Henrik om hvorfor, de kører så langt hver måned. - Og her forstår de, samtykker Claus. Og rejser sig for at lave kaffe. Der er stadig meget at tale om.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...