Udland

Far til Toulose-drabsmand anlægger sag

Familie til al-Qaeda-tilhænger, som dræbte syv, lægger drabssag an mod fransk politistyrke.

Far til Toulose-drabsmand anlægger sag

Faren til drabsmanden Mohamed Merah i Toulose, der som tilhænger af al-Qaeda dræbte syv mennesker i marts og derefter kastede sig ud af et vindue og blev skudt og dræbt af politiet, anklager de franske politistyrker for drab, oplyser familiens advokat.

- Der er anlagt sag mod unavngivne personer i politiet for drab med særligt skærpede anklager mod dem, som havde kommandoen og gav ordrer under angrebet på Merahs lejlighed i Toulouse, siger advokaten Isabelle Coutant-Peyre.

Mohamed Benalel Merah sagde i mart, at han ville retsforfølge specialpolitistyrken Raid, som skød og dræbte hans søns den 22. marts efter en belejring af hans lejlighed i den sydfranske by.

Den 23-årige Merah havde forinden formået at holde elitestyrkerne fra at trænge ind i den lejlighed, hvor han havde forskanset sig i 32 timer.

Merah, der havde været overvåget i månedsvis, gennemførte tre dødelige angreb, der kostede tre soldater samt tre børn og en lærer på en jødisk skole livet.

Han optog selv sine angreb på film og tilstod angiveligt til politiet, inden han blev dræbt af skud.

- Der er tale om en situation med mellem 300 og 400 bevæbnede mænd og en enkelt person, som har forskanset sig i sin lejlighed.

- Det er nok til, at der kan rejses spørgsmål, siger Coutant-Peyre, som er en del af Merahs juridiske gruppe, der ledes af den algeriske advokat Zahia Mokhtari.

Familien har video bevismateriale, som vil blive overdraget til myndighederne, når de beder om det.

Mokhtari udtalte i april, at hun havde beviser på, at Merah blev "likvideret". Dermed hentydede hun formentlig også til en 20 minutter lang video, som Merah optog kort før, han blev skudt.

Mohamed Merah har selv fortalt, at han har modtaget instrukser om angrebene fra al-Qaeda under et ophold i Pakistan.

/ritzau/AFP