Hjørring

Far truede pædagoger på opholdssted med vold

En 42-årig far var uenig i reglerne på sit barns opholdssted og truede flere pædagoger med vold

Arkivfoto

Arkivfoto

HJØRRING:Trusler om vold mod flere pædagoger på et opholdssted i Vendsyssel udmøntede sig i 30 dages betingede fængsel til en 42-årig mand fra Himmerland ved Retten i Hjørring onsdag.

Det siger anklager ved Nordjyllands Politi Mikkel Holdensgaard.

Manden, der har et barn på opholdsstedet, var sigtet for tre forhold, men blev dømt for de to. Det første lød på, at han skulle have fundet oplysninger på en pædagogs adresse og herefter kommet med truende bemærkninger mod pædagogen telefonisk.

Det andet forhold, den 42-årige blev dømt for, var at have ringet til en kvindelig pædagog og truet med "at skære skamlæberne af hende".

Manden nægtede det første tiltalepunkt, mens han erkendte det andet.

- Han forklarede i retten, at han havde været presset og for at bruge hans egen ord, så var han kortsluttet i situationen, siger Mikkel Holdensgaard.

Anklageren fortæller desuden, at der havde været en disputs omkring reglerne for samvær på stedet, og det skulle have ledt til truslerne.

Retten lagde vægt på, at manden havde været opsøgende og fundet adressen på en af pædagogerne, og at der var tale om trusler mod en særlig gruppe, som pædagoger en del af.

Omvendt mente retten, at det var en presset situation, når det er en persons børn, der er involveret.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.