Far ville anmelde skole til politiet

Skolevæsen 1. marts 2007 05:00

AALBORG: En far fra Aalborg synes, at snerydningen omkring Gl. Hasseris Skole har været så kritisabel, at han ville melde skolen til politiet. - Jeg er bange for, at det koster et barns liv, siger Søren Korsgaard om den manglende snerydning ved skolen. Efter hans opfattelse blev børnene nødt til at gå ude på vejen, hvor bilerne også kører. Politiet kan ikke gøre noget ved problemet, ligesom kommunen vendte det døve øre til Søren Kors-gaards klage. Det er nemlig kommunen selv, der skal holde øje med, om kommunen gør det godt nok. Og hos kommunen har de deres egne problemer at slås med. Børn eller ældre - Enten skulle de ældre kunne få mad eller også skulle børnene kunne gå på fortovet. Det er den prioritering, vi skulle lave, forklarer driftsplanlægger hos Teknik- og Miljøforvaltningen Ida Jensen. Men hun er enig i, at det var en uheldig situation for kommunen og skolebørnene. - Vi skulle jo også sørge for, at børnene i det hele taget kunne komme hen til skolen, så der har ikke været ressourcer tilovers, siger hun. Søren Korsgaard er ikke den eneste, der har truet med at anmelde kommunen eller institutioner til politiet på grund af manglende snerydning. - Det har vi hørt flere gange, men vi har altså gjort, hvad vi kan, siger Ida Jensen. Pedellen kan ikke Skoleleder på Gl. Hasseris Skole Susanne Zimmer er enig med Søren Korsgaard i, at skolevejen har været usikker for eleverne den sidste uges tid, men hun har ikke kunnet gøre noget. - Pedellen kan ikke rydde sådan et langt fortov, og kommunen prioriterer noget andet højere. Det kan jeg ikke gøre noget ved, siger hun. Skolevejen er nu ryddet, og børnene kan gå på fortovet. Ida Jensen fra Teknik- og Miljøforvaltningen opfordrer til, at man klager til byrådsmedlemmerne, hvis man er utilfreds.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...