Lokalpolitik

Farcer, folkepartier og fyldte chokolader

Dramatikken var til tider høj og fadene med slik fyldte, da Aalborg Byråd i går vedtog budgettet for 2004

AALBORG:Maven er den vigtigste del af kroppen, hvis man skal forhandle om næste års budget for Aalborg Kommune. Ikke kun fordi politikerne skal være i stand til at konsumere adskillige kilo chokolade, frugt og kage, der bliver båret ind til dem. Fade ryger ind i lind strøm, og mens der ikke er den store afsætning på frugten, er fadene tømt for chokolade på returvejen. Maven skal også kunne rumme godt med is, så politikerne kan tænke klart. Timer med forhandliger venter, men smilene er store og blikkene faste fra morgenstunden. Dansk Folkepartis to byrådsmedlemmer, Anita Knakkergaard og Tommy Eggers, ser dog noget anstrengte ud, og det har sin årsag. Allerede klokken halv tolv er de på vej ud i en farce à la sidste år, hvor de stemte forskelligt. I en pause taler Eggers med borgmester Henning G. Jensen (S). DF'eren ryster på hovedet, mens borgmesteren trøstende holder om hans arme. Bagefter kommer Knakkergaard, og partikollegerne diskuterer nu for åbent tæppe. Akustikken er elendig, og derfor kan ingen høre, hvad de siger, men Eggers' arme svinger frem og tilbage. Mødet har ikke været genoptaget i mange minutter, da de to DF'ere forlader mødet. Anita Knakkergaard har besluttet at forlade forhandlingerne – Tommy Eggers går fluks i gruppelokalet uden svar på, om han gør det samme. Mens de andre politikere spiser frokost, taler han i telefon med blandt andet "venner på Christiansborg". Knakkergaard lægger vejen forbi, men bliver smidt ud igen, så han kan tale i fred. Halvanden time senere, 13.35, er Eggers kølet ned så meget, at han kan møde pressen. Ja, han har også valgt at gå; nej, han blev ikke presset fra Christiansborg, og nej, han har ikke personligt talt med Pia Kjærsgaard. Borgmester synger Stemningen hos de 29, der nu er tilbage, er god. Borgmester Henning G. Jensens humør er så højt, at han i en pause efter frokosten bryder ud i sang, mens han er på toilettet. - Guan-ta-na-mera, udbryder han på udmærket cubansk inde fra det lille aflukke. Toilettet med de to unisex-båse er et studium for sig selv på en sådan dag. Masser af små aftaler kan føres under "tilfældige" toiletbesøg, og det er da pudsigt, at Mai-Britt Iversen (S) skal afsides to gange på to minutter – anden gang med Thomas Kastrup-Larsen blot få sekunder efter sig… Men sådan er spillet, og først i tolvte time kommer der slinger i kursen. Venstre går med til et lavere låneafrag end forventet, og derfor trækker de konservative sig tilbage til deres gruppelokale. Cirka ti minutters konservativ krisesnak gør dog, at de tre fra liste C sluger kamelen. Venstre får deres vilje, og 16.25 er der forlig. Byrådspolitikere knuser hinanden, og så bliver der ellers knappet lidt øl op i kantinen. Niels Tvilling Larsen (V) tager et glas med - nu som i de foregående timer med et fast greb om mobiltelefonen. Hans hustru er netop torsdag sat til at føde parrets første barn. Telefonen ringede ikke.