Farkas' sene gennembrud

ÅRHUS: Den tidligere danske landstræner, Ulrik Wilbek, havde stemplet Agnes Farkas som en forhenværende stjerne, der var kommet til dansk tophåndbold et par sæsoner for sent. I søndags mos Slagelse viste Aalborg DH's ungarske back, at hun langt fra er udbrændt. Med 14 mål funklede hun som himlens klareste stjerne mod det danske mesterhold. - Jeg håber da, at hun kan spille lige så godt mod Århus, for så tør jeg godt love, at vi vinder den kamp, siger anfører Rikke Nielsen før søndagens udekamp mod SK Århus. - Under alle omstændigheder er det en kamp, som vi skal vinde, men det er altså ikke altid ensbetydende med, at man gør det. Det er aldrig nemt at spille mod Århus. Agnes Farkas kan dog - med Rikke Nielsens ord - gøre det væsentligt nemmere, hvis hun ellers kan holde standarden fra Slagelse-kampen. - Man skal ikke underkende hendes betydning. Normalt skal vi slide hårdt for hvert eneste mål, men kan hun gå ind og score 8-10 mål, så betyder det utroligt meget for holdet, siger Rikke Nielsen, der tror på, at den ungarske stjernespiller nu endelig er faldet til på holdet. - Det er svært for ungarske spillere at blive integreret i det danske spil. Det har man også set med andre ungarske spillere i de danske klubber. Vi spiller meget det hurtige presspil, mens Agnes er vant til bare at stige op og banke den ind. Søndag vil det vise sig, om Agnes Farkas kan holde stilen efter en start i dansk klubhåndbold præget - og hæmmet - af sygdom og sprogproblemer. Meldingerne fra ADH-lejren er optimistiske: Den ungarske stjerne vil funkle igen.toto