Færdselsforseelser

Farlig bilræs skal stoppes

Politiet foreslår stopforbud på Terndrupvej for at få stoppet ræset

BROVST:Nu skal der sættes en stopper for bilræset på Terndrupvej, som har fundet sted flere fredage sidst på aftenen. Unge morer sig med både burn out og kapløb. Teknisk udvalg skal se på problemet i den kommende uge. Bl.a. skal udvalget diskutere et forslag fra politiet om stopforbud på vejen. - Der er ingen tvivl om, at vi skal have det stoppet. Men skal vi have et stopforbud, skal der samtidig være mulighed for at lastbiler kan holde og læsse af ved virksomhederne, siger Leif Madsen (UP), formand for teknisk udvalg. I følge vicepolitiinspektør Erling Østervig er et stopforbud en af de muligheder, der er for at stoppe den livsfarlige leg. - Ved at indføre stopforbud bliver der ikke længere mulighed for at holde og se på ræset. Og uden tilskuere mister de, der kører ræs, hurtigt interessen, siger Erling Østervig. Han siger, at det er unge fra store dele af Jylland, der møder op til bilræset. - Deltagerne kommunikerer med hinanden via sms. Den dag, det skal foregå, får deltagerne en sms med adresse og tidspunkt. Og lige inden det går i gang, bliver det undersøgt om der er politi i området, siger Erling Østervig. En del af bilræset er en hastighedsprøve, hvor det gælder om at køre 400 meter hurtigst. - Det er helt klart ulovligt, siger Østervig. - Desuden er det meget farligt. Der er ingen adskillelse mellem tilskuere og de biler, der deltager i ræset, tilføjer han. Så snart politiet bliver opmærksom på, at der er bilræs, bliver der sendt en patrulje. - Det mest effektive ville være at tage kørekortet fra de unge, som deltager i bilræset. Men det er meget svært. Det er op til os at bevise, at de foretager sig noget, der er så ulovligt, at det kan koste kørekortet, siger Erling Østervig. Han tilføjer, at bilerne også bliver tjekket, når politiet møder op. Hvis det lykkes at få stoppet bilræset i Brovst, vil det i stedet blive et problem et andet sted. - Så snart der bliver lukket for muligheden ét sted, vil der hurtigt blive fundet et andet egnet sted til bilræs, siger Erling Østervig.