”Farlig” digter på visit
Politiet vurderer sikkerhedskrav ud fra aktuel trusselsvurdering
FREDERIKSHAVN: Yahya Hassan kommer til Frederikshavn for at læse op af sine digte på biblioteket.
Det sker på en ganske særlig dato - 11. september.
Den dansk-palæstinensiske digterspire fra Aarhus, vendte sidste år indvandrerdebatten på hovedet med et kritisk blik på sin egen families kultur.
Yahya Hassan blev efter udgivelsen af sin digtsamling hadeobjekt for radikale muslimer og udsat for dødstrusler og overfald.
En periode satte Politiets Efterretningstjeneste livvagter til at passe på ham.
Chefpolitiinspektør Claus Hilborg, Nordjyllands Politi, oplyser, at PET løbende vurderer trusselsbilledet omkring udsatte personer.
Den senere tid har der været stille omkring Yahya Hassan, der jævnligt læser op ved arrangementer på biblioteker og uddannelsesinstitutioner.
Men hademails eller, som Yahya Hassans tilfælde, egentlige overfald kan føre til ændring af PET’s trusselsvurdering.
- Hvis der sker en ændring i trusselsbilledet op til hans besøg i Frederikshavn, så er det noget, vi får at vide, siger Claus Hilborg.
Ud fra PET’s vurdering tager planlægningsafdelingen i Nordjyllands Politi stilling til hvilket beredskab, vurderingen giver anledning til.
Selv om en person, permanent eller ad hoc, har PET-livvagter, så er det nemlig det lokale politi, som laver ydre spærringer ved et arrangement som det på biblioteket.
Hvis politiet skønner det nødvendigt med sikkerhedsforanstaltninger, vil biblioteket blive kontaktet.
Udgangspunktet for sikkerheden bliver det aktuelle trusselsbillede i september, som kan være et helt andet end nu, hvor Gazakrigen spiller en dominerende rolle, siger Claus Hilborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.