Hospitaler

Farlig flugtfange ville slå kat ihjel

Omfattende politijagt på stor mand med blåt hår, der i går bevæbnet med knive flygtede fra psykiatrisk sygehus i Aalborg

Politiet var hurtigt til stede ved retspsykiatrisk afdeling på Aalborg Sygehus Syd, men den 21-årige utilregnelige fange nåede at stikke af. Foto: Jan Pedersen

Politiet var hurtigt til stede ved retspsykiatrisk afdeling på Aalborg Sygehus Syd, men den 21-årige utilregnelige fange nåede at stikke af. Foto: Jan Pedersen

AALBORG:En særdeles farlig flugtfange var sent i aftes fortsat på fri fod, efter at han kort før klokken 17 flygtede fra den retspsykiatriske afdeling på Aalborg Sygehus Syd. Med sig tog han formentlig op til flere spiseknive. - Hvis man ser ham, skal man absolut ikke forsøge at pågribe ham, men straks kontakte politiet. Han er helt utilregnelig, og vi betragter ham som værende farlig, konstaterede vagtchef hos Nordjyllands Politi Frank Liltorp i aftes ved redaktionens slutning. Politiet havde på det tidspunkt kun fået en enkelt henvendelse i sagen - fra en kvinde, som ved 17-tiden mødte den 21-årige mand uden for dyreklinikken på Hobrovej i nærheden af sygehuset. Let at genkende - Han spurgte hende, om hendes kat skulle slås ihjel, fortæller Frank Liltorp, som ikke er i tvivl om, at der var tale om flugtfangen. Den 21-årige er således let genkendelig, idet han er 195 centimeter høj, vejer 140 kilo og har farvet det meste af sit lyse, karseklippede hår blåt. Manden var anbragt på den retspsykiatriske afdeling i forbindelse med en dom, han fik 31. marts. Han er særdeles godt kendt af politiet, blandt andet for flere tilfælde af vold og røverilignende forhold, hvor han har rykket folk ud af deres biler. Skjolde og sæbevand Sygehuset alarmerede politiet klokken 16.41 med en melding om, at der var en konfliktsituation på den retspsykiatriske afdeling, og da politiet nåede frem, havde manden tilsyneladende barrikaderet sig. Men inden betjentene kom ind i det pågældende lokale for at pågribe ham, havde han sparket en eller flere døre op og var stukket af. - Der gik måske fem minutter, før vi var klar til at gå ind i det rum, for betjentene skulle først udstyres med skjolde og sæbevand, siger Frank Liltorp med henvisning til, at sæbevand på gulvet i sådan en situation kan gøre det nemmere at få en mand under kontrol. Vagtchefen tror dog ikke, at det var de få minutters forberedelse, der gjorde flugten mulig. Den flygtede patient var iført kakifarvede bukser, sorte Fila-sko, blå T-shirt og en grå hættetrøje. På højre arm har han tatoveringer helt ud til fingrene - motivet er flammer og et dødningehoved. Et større opbud af politipatruljer deltog i aftes i fangejagten.