Trafikulykker

Farlig for fodgængere

Nye biler er for ringe til at beskytte fodgængere ved påkørsel. Skrappe krav fra EU tvinger nu bilfabrikkerne til at gøre ved sagen

Bilfabrikanterne vil ikke kunne sælge deres biler i Europa efter den 1. oktober 2005, med mindre de gennemfører en bestemt test af bilernes evne til at beskytte fodgængere ved påkørsel. Det bliver resultatet af en ny og skrappere holdning, som EU har vedtaget overfor fabrikanterne. Biler og fodgængere kan nemlig være en dødbringende cocktail. Hver femte dræbte i europæisk trafik er en fodgænger. En del af ulykkerne skyldes uopmærksomme fodgængere, men bilerne er også alt for dårlige til at beskytte dem ved påkørsel. Det sker typisk med en hastighed af 40 km/t, og dødsårsagen er i de fleste tilfælde kvæstelser fremkaldt af at fodgængerens hoved rammer bilens motorhjelm i nærheden af forrudens underkant. Designernes skræk De nye krav vil udmønte sig i en mere optimal udformning af kofanger og motorhjelm, som på længere sigt vil kunne ændre bilernes udseende. Ikke mindst fra og med 2010, hvor de nye crashtest vil være så skrappe, at de formentlig vil rykke noget på vores opfattelse af hvordan en bil skal se ud. - Mere lodrette frontpartier og højere motorhjelme, som nok bliver en kendsgerning for at møde de krav, er designernes skræk, sagde chefdesigner hos Seat, Steve Lewis, da vi mødte ham i forbindelse med præsentationen af den nye Seat Altea. Men ændringerne vil kunne sænke antallet af dræbte fodgængere betydeligt. Og bidrage væsentlig til EU-kommisionens målsætning om at reducere antallet af dræbte i trafikken med 50 procent. Sportsvogn opgivet Ifølge branchebladet Automotive News er Opel blevet tvunget til at opgive en lille, topersoners sportsvogn. Angiveligt fordi bilens design ikke kan leve op til nye krav til fodgængervenlige konstruktioner. Opels øverste udviklingschef GMs Bob Lutz siger til bladet, at bilen skulle udstyres med en form for aktiv fodgængerbeskyttelse for at leve op til EU-krav fra 2005. Og ifølge Lutz er den type teknologi stadig er en del år fra at kunne realiseres. Han forventer at flere fabrikker får svært ved at klare kravene til fodgængerbeskyttelse. Det amerikanske blad Wards Auto spekulerer i, at det kan blive nødvendigt med helt op til 15-30 centimeter energiabsorberende materiale under en motorhjelm, hvis den skal opfylde kravene. Og med mindre man kan gøre motorerne meget mindre end i dag, vil det nødvendig medføre en noget forhøjet motorhjelm. Udvendige airbags Men udvendige airbags er også et oplagt alternativ for at sikre gode karakterer i fodgængerbeskyttelse. Gennem flere år har bilfabrikkerne analyseret mulighederne og kommet med flere forskellige løsninger, som vil beskytte fodgængeres kontakt med bilens forende, A-stolpe og det bageste af motorhjelmen. Et andet og mere realistisk bud er en aktiv motorhjelm, som ved påkørsel springer opad og opfanger fodgængeren. Når sensorerne mærker, at bilen rammer en fodgænger trækkes kølerhjelmen lynhurtigt tilbage og skydes op ved hjælp af pyroteknik. Hjelmen er designet til ikke at reagere på bil til bil-kollisioner, og den slås fra, når bilen er parkeret, så ikke et velrettet spark eller en uheldigt parkerende medbilist vil kunne få hjelmen til at skyde op utilsigtet. Ifølge svenske Autoliv, som er verdens førende producent af sikkerhedsseler og airbags, vil en aktiv motorhjelm kunne ændre udfaldet af en påkørsel med 40 km/t fra den visse død til en risiko på 15 procent for livstruende kvæstelser. Længere udhæng De første "ofre" for de nye skrappe krav vil være de såkaldte kængurugitre og ornamenteringer på biler som Jaguar, Rolls-Royce og Mercedes. Blandt de designændringer, som kan blive nødvendige for at overholde EU's nye krav til fodgængerbeskyttelse, er: - Længere udhæng foran. - Mere plads mellem motorhjelmen og selve motoren. - Skjulte viskerblade, som allerede findes på nogle af de nyeste modeller. - Forlygter og kofangere udført i blødt materiale.