USA

Farlig gift fundet

} WASHINGTON: De første undersøgelser af et hvidt pulver, der blev fundet i en bygning i det amerikanske senat, er efter alt at dømme den dødbringende gift ricin, meddelte politiet i Washington tirsdag. Flertals-lederen i Senatet, Bill Frist, sagde, at han var overbevist om, at de definitive prøver ville bekræfte, at der er tale om den dødbringende gift. - For mig er der ikke tvivl om, at det er ricin, sagde den republikanske politiker, der selv er fysiker. Det mistænkelige pulver, der blev opdaget i et postrum i den amerikanske kongres, blev fundet samtidig med, at et tilsvarende materiale blev fundet i et posthus i Wallingford, Connecticut, hvor der i 2001 også blev fundet breve med miltbrandsporer. I 2001 var Kongressen et af flere mål for en række miltbrand-angreb, hvorved mindst fem mennesker omkom på den amerikanske østkyst, heriblandt to postarbejdere i Washington. Breve med miltbrandsporer blev sendt til to senatorers kontorer og til nyhedsmedier i New York og Florida. Den skyldige er endnu ikke blevet pågrebet. En særlig politienhed i Kongressen og forbundspolitiet FBI har iværksat en efterforskning for at fastslå om ricin-giften skulle have været anvendt til en forbrydelse i senatsbygningen. De amerikanske sikkerhedstjenester har ikke fremsat spekulationer om, hvilke personer eller grupper de mistænker for at have anbragt pulveret. I Connecticut blev pulveret opdaget i en konvolut omkring midnat mandag (lokal tid). Ingen postmedarbejdere kom noget til. /ritzau/Reuter/