Slagterier

Farlig salmonella i 20-30 ton oksekød

Få mennesker bliver ramt, men der er grund til at tage bakterien, der er fundet på Hadsund Kreaturslagteri, alvorlig.

Oksekød fra Hadsund Kreaturslagteri kaldes nu tilbage fra butikkerne. Arkivfoto: Torben Hansen

Oksekød fra Hadsund Kreaturslagteri kaldes nu tilbage fra butikkerne. Arkivfoto: Torben Hansen

Indtil videre har salmonellabakterien fra Hadsund Kreaturslagteri tilsyneladende ikke spredt sig til mennesker. Hos Statens Seruminstitut har man i hvert fald ikke registreret aktuelle sygdomstilfælde som følge af salmonella dublin. Her har man i de seneste måneder i stedet sloges med et udbrud forårsaget af "salmonella typhimurium". – Vi er oppe på 500 tilfælde i løbet af de seneste tre-fire måneder, og det er rigtig mange. Vi leder stadig efter smittekilden, siger overlæge Steffen Glissmann, Statens Seruminstitut. Seruminstituttets salmonellaekspert er på ferie, men i Mejeriforeningen har dyrlægerne ganske godt kendskab til bakterien, der er fundet i kødet fra Hadsund-slagteriet - både når det gælder dyr og mennesker. – Der er ikke så meget fokus på den, fordi den er sjælden, men den fremkalder flere sygdomstilfælde blandt dem, der spiser inficeret kød, end andre typer salmonella, siger Peter Raundal. Sygdomsbilledet hos mennesker adskiller sig desuden lidt fra de øvrige salmonellatyper. Mens de fleste andre salmonellatyper giver maveproblemer, så viser Dublin-typen sig ofte ved blodforgiftning og kan være dødelig for i forvejen svækkede personer. På den positive side er der ikke registreret multiresistente former af bakterien. Det betyder i praksis, at den kan slås ned med mange forskellige penicillinpræparater. Peter Raundal oplyser, at det normalt kun sker en-to gange om året, at oksekød fra et dansk slagteri viser sig at indeholde salmonella dublin. Salmonellatypen findes i de levende okser kun i mave- tarm-systemet, og da man på slagterierne skal holde det adskilt fra kødet under slagtningen, burde salmonellabakterierne ikke kunne komme i forbindelse med kødet, oplyser Irma S. Lahrmann, der er sektionsleder i Fødevareregion Nord. Alligevel er hun tilbageholdende med at svinge pisken over slagteriets hygiejnestandard og konstaterer blot, at virksomheden er blevet pålagt at gøre grundigt rent, at spore kødet tilbage til producenten, så smittekilden kan findes, og altså tilbagekalde kødet. Ifølge Irma S. Lahrmann er det ikke givet, at smitten fandtes på slagteriet alle de tre slagtedage - 17., 23. og 24. juni - men når der er tale om et og samme parti kød, betragtes det hele som inficeret, og derfor skal det hele tilbagekaldes. Efter at Fødevareregion Nord har gjort slagteriet opmærksom på problemet, er virksomhedens egne prøver fra efterfølgende slagtninger blevet analyseret, men ifølge Irma S. Lahrmann har de ikke vist spor af salmonella-bakterier. Hadsund Kreaturslagteri ønsker ikke at kommentere sagen.