Farlig slingrekurs

Hvis der er en, der ærgrer sig i denne tid, er det helt sikkert statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun står over for at skulle stå i spidsen for EU's formandskab fra den 1. januar, og hun har ikke noget klart mandat til at gøre det, hun allerhelst ville: At køre Danmark i position som den store samler og mægler i EU. Som landet, der skal "bygge bro" mellem ikke-eurolande og landene i eurozonen.

Allerhelst ville hun spille rollen som arkitekt for den finansielle union, som vil fratage medlemslandene i eurozonen endnu mere suverænitet og reelt underlægge dem et finanspolitisk jerngreb, der slet ikke skaber vækst. Også selv om Danmark slet ikke er med i euroen, fordi befolkningen flere gange har sagt nej. I en meningsmåling om euroen sagde hele 63,2 procent af danskerne nej til den fælles valuta - og det var endda før, den nuværende finansielle union var kommet på tale. I dag udgør nej-siden ifølge en undersøgelse, foretaget af Greens Analyseinstitut for Dagbladet Børsen, hele 69 procent. Fredag kom der alvorlig slinger i statsministerens kommunikation omkring Danmarks tilslutning til den kommende ændring af traktaten. En stund så det ud som om statsministeren uden videre var villig til at acceptere en beslutning, som i givet fald vil komme til at koste Danmark milliarder af kroner, fordi vi med til tilslutning til den finansielle union forpligter os til at hjælpe nødstedte lande i en valutazone, som vi end ikke er medlem af. Men så hed det sig pludselig, at det var en fejl, for Folketinget skulle naturligvis først konsulteres - som det sig naturligvis hør og bør i spørgsmål vedrørende suverænitetsafgivelse, hvor også befolkningen skal tages i ed. Skønt det i aftaleteksten så ud som om Danmark havde tilsluttet sig aftalen. Jo, tak for det! I Storbritannien har premierminister David Cameron klart meldt ud, at den britiske regering ikke ønsker at deltage i den finansielle union - EU skal ikke have flere beføjelser. Der skal ikke afgives mere suverænitet! At euroen er en dødssejler, der kun - muligvis - kan reddes ved hjælp af rigide og udemokratiske kontrolforanstaltninger, står klart for de fleste. Fra begyndelsen var euroen en fejlkonstruktion, fordi hverken kontrolforanstaltninger eller noget, der tilnærmelsesvist mindede om en ensartethed blandt medlemslandene, var blevet etableret. Euroen så først og fremmest dagens lys som en ideologisk konstruktion. Den skulle "samle" Europa - på linje med de åbne grænser. Man kan i den nuværende situation med en vis ret hævde, at euroen blev konstrueret med den snedige bagtanke, at medlemslandene skulle fratages deres selvbestemmelse. Det stod ikke klart fra begyndelsen, da alt tilsyneladende gik godt, men det står klart nu. En massiv folkelig protest havde været resultatet, hvis europæerne fra begyndelsen havde vidst, hvad euroen ville indebære. Derfor holdt EU-eliten befolkningerne hen i uvidenhed. Nu advarer chefen for den amerikanske forsvarsstab, Martin Dempsey, mod mulig social uro som resultat af krisen. Og i Kristeligt Dagblad kan man i dag læse, at kun 10 procent af europæerne føler sig mere "europæiske" end eksempelvis danske eller franske. Euroen har dermed sået splid i stedet for at samle. Men EU-eliten klamrer sig desperat til euroen, fordi hele denne påståede "europæiske" identitet, som kun eksisterer i hovederne på verdensfjerne bureaukrater og sværmere, står og falder med den fælles valuta. Og som besætningen på "Titanic" indser de ikke, at selv nok så mange bestræbelser ikke bringer skibet ret køl. Vandet fosser ind gennem alle luger, og det er skæbnens bitre ironi, at euroen i dag fjerner europæerne fra hinanden - stik imod den oprindelige hensigt. Det hedder sig i Kristeligt Dagblads overskrift i øvrigt, at euroen "truer Europas fælles værdier". Spørgsmålet er imidlertid, om disse værdier nogen sinde har eksisteret andre steder end på traktaternes glitrede papir. Danskerne har allerede talt flere gange. I 1992, 1993 og 2000. Alle gode gange tre slog vi fast, at Danmark ikke er en del af den fælles valuta. Og Gud ske tak og lov for det! Uanset hvor meget Helle Thorning-Schmidt vrider og vender sig i forlegenhed og skam over for sine europæiske kolleger, og uanset at Danmark overtager EU-formandskabet til januar, er hun nødt til at respektere denne afgørelse. Det betyder, at danskerne naturligvis atter skal tages med på råd i vidtrækkende spørgsmål om en suverænitetsafgivelse, der i dette tilfælde vil komme til at koste Danmark dyrt. Heldigvis lader det til, at Socialistisk Folkeparti har indset, at en dansk tilslutning ikke er nogen god idé. Det er den første ærlige udmelding fra dette parti i umindelige tider. Måske har de mange løftebrud i forbindelse med regeringsgrundlaget været så kvalmende, at det ikke længere er til at holde ud. Ganske vist påstår regeringspartiet, at Danmark vil kunne tilslutte sig enkelte elementer i den finansielle union, men jeg vil i givet fald gerne vide, hvilke elementer, det drejer sig om. Socialistisk Folkeparti var i sin tid med til at skrue Edinburgh-aftalen og forbeholdene sammen, og det indebærer, at partiet har et stort ansvar over for såvel sit eget EU-skeptiske bagland som danskerne. Derfor håber jeg som minimum, at partiet vil være så ærligt, at det vil lade danskerne afgøre spørgsmålet ved stemmeurnerne. Som sagerne står nu, er billedet af regeringens politik mere end almindeligt grumset. Vi har en statsminister, der helst ville sige ja og amen til Merkels og Sarkozys vidtgående planer om et egentligt finanspolitisk EU-diktatur, der vil sætte landenes selvbestemmelse ud af spillet. Denne holdning bakkes desværre op af oppositionspartiet Venstre, der burde lægge lidt af EU-begejstringen på hylden og lytte til det store flertal af danskerne. Var der ikke noget om, at der skulle sættes "hegnspæle" op for EU i perioden op til EU-Parlamentsvalget i 2009? På den anden side har vi et anspændt og nervøst Socialistisk Folkeparti, der både skal behage statsministeren, Margrethe Vestager og deres eget bagland, som længe har været i færd med at sive stille og roligt. I Dansk Folkeparti er intet ændret vedrørende vores EU-skeptiske linje, og derfor er der ikke noget nyt at fortælle om vores holdning. Vi har stået fast på denne linje siden partiets stiftelse i 1995. Derfor kan vælgerne også være sikre på, at vi fortsat står vagt omkring de danske forbehold. Nu venter vi blot på, at regeringen får styr på sin egen kurs under det kommende danske formandskab - og for en gangs skyld respekterer flertallet af danskerne.