Farlig tidsalder for tolerance

Muhammed-tegningerne har også en uforsætlig effekt, som religiøse muslimske fanatikere næppe kan være helt glad ved. Religion er ”in” som aldrig før. Andre trosretninger kan glæde sig over en form for ”modreligiøsitet”, der f.eks. styrker kristendommen.

Religiøs mystik sælger – specielt i disse dage, hvor man flokkes uden for biograferne for at få en billet til ”Da Vinci Mysteriet”. Tilbage står så alligevel det altovervejende flertal i nyere dansk kultur, der i praksis baserer sig på en enten udtalt eller uudtalt ateisme. VI ER IKKE særligt religiøse, og vi trækker os tilbage, når vi konfronteres med religiøs fanatisme i alle afskygninger fra den påtrængende mand med ”Vagttårnet” i hånden til den burka-klædte kvinde i 23 graders varme på gaden. Nogle af os har det ligefrem sådan, at vi ikke ønsker nogen som helst form for kontakt med ”halleluja-mennesker”, der vil pådutte os deres religion. Religion er og bliver en privat sag, man bør holde indenfor sine egne fire vægge. Dette sætter religionskritikken og marxismen på dagsordenen igen. VI HAR i generationer vænnet os til, at den del af Marx ikke har kunnet finde anvendelse i det moderne sekulære samfund. Det sætter også noget andet på dagsordenen midt i den megen hysteri omkring en angivelig nødvendig total tolerance over intolerante religiøse fanatikere. Vi, der ikke er troende, har bare at finde os i, at alskens prædikanter river deres religion i næsen på os. Vi har at se gennem fingre med den farlige tendens, religiøs fanatisme trods alt er. I EN læseværdig bog, begået af den amerikanske filosof Sam Harris, ”The End of Faith”, som desværre endnu ikke er oversat til dansk, præsenteres vi for en række interessante religionskritiske synspunkter, der i højere grad er i overensstemmelse med de sekulære og profane livsanskuelser, der karakteriserer den danske levevis i dag. At socialister til alle tider har været religionskritiske starter med Marx og Engels tænkningens: ”Religion er opium for masserne”. Et faktum, der blev sørgeligt anskueliggjort i dagens islamiske verden, hvor diktatoriske magthavere i krise lod religiøse fanatikere gå på gaden og opildne til ambassadeafbrændinger og dødstrusler. ET LIGE SÅ sørgeligt faktum er det, at der herhjemme, blandt en 2000-3000 fundamentalister tilhørende det muslimske trossamfund, og lignende organisationer som f.eks. den i Tyskland forbudte organisation Hizb-Ut-Tahrir, findes ”nydanskere”, der ikke vil lade deres tro underordne den danske grundlov og almindelige demokratiske rettigheder. At disse udgør et betydeligt mindretal, når det kommer til indvandrere og flygtninge, skal ikke overskygge det faktum, at de er farlige både generelt i det offentlige rum og specielt overfor moderate og demokratiske muslimer, som udsættes for dødstrusler og psykisk terror. DET ER naturligvis ikke alene radikal islam (læs: islamismen), der er problemet – det er religion i sig selv, der er en svøbe for menneskeheden. Harris spørger i den forbindelse om, hvem der er de farligste? Er det dem, der i forsoningens og tolerancens navn er parat til at acceptere alt, hvad der kommer fra fundamentalistiske religiøse. Eller er det f.eks. fundamentalistiske kristne i USA, jødedommen i Mellemøsten eller Islamismen, der alle er parat til at anvende terror mod anderledes tænkende. Dette, hvad enten der er tale om statsterror eller terror iværksat af islamistiske celler i Mellemøsten, EU og Nordamerika. DET ER faktisk de moderate og forsoningsvenlige i den vestlige verden, der er de farligste, fordi den unuancerede tolerance indebærer, at også fundamentalismen, undertrykkelse i f.eks. muslimske diktaturstater og krænkelse af menneskerettighederne glider med ned. Det er forunderligt, at middelalderlige trossætninger inden for kristendommen, jødedommen og islam endnu efter årtusindeskiftet ikke kan sættes til debat? En person kan i videnskabelige kredse angribes for at forfægte en forkert teori eller en forkert analyse af indsamlede data. Men hvis den samme person bedyrer sin tro på jomfrufødsel, overnaturlige evner, genopstandelse, apokalypsen og martyrers vej til paradiset med 80 jomfruer som belønning, kan dette ikke sættes til debat. Her ophører al rationalitet og videnskabelighed. RELIGIONER deler det synspunkt, at bøger som Bibelen og Koranen, der til overflod opfordrer til, at man skal slå anderledes tænkende ihjel, er skænket os af en Gud for ca. 6000 år siden. Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved skabelsesberetningen, selvom den målt med universets historie ligner et minut ud af de døgn, der er gået siden ”The Big Bang”. Hvor latterligt det end må forekomme, kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved, at der angiveligt skulle have været en Gud, der fordrer, at kristne kvinder undertrykker sin seksualitet gennem at leve et ”tugtigt liv med Jesus”, eller adlyder et forbud mod anvendelse af prævention og fri abort. En kvinde med en muslimsk tro skal skjule sig bag et tørklæde, eller en total beklædning, der dækker hele kroppen og det meste af hovedet. Udfordrer man dette, kan som i Theo Van Goghs tilfælde komme til at betale den ultimative pris for en terrorists hånd, eller det kan betyde, at en abortlæge i USA myrdes af en højrekristen ”pro life” fanatiker. RELIGIONER kan på dette grundlag nå frem til en fælles erkendelse bag enhver rationalitet og videnskabelighed. Religion er hævet over enhver tvivl, og med dette fælles tankegods i bagagen er der ikke langt til den religiøse pluralisme. I en sekulariseret verden kan man ganske vist forsøge at ”modernisere” religioner, men man vægrer sig ved helt at henvise den almægtige Gud til den samme skæbne som Zeus, Osiris, Odin og Jupiter. FÆLLES FOR alle religioner er mestendels den voldelige tendens og den iboende moderation uden vilje til at gøre religion til den mytedannelse, den er. Man forsikrer os om alle religioners ligeværdighed og nødvendigheden af gensidig tolerance på trods af, at der vitterligt er tale om det rene nonsens, hvor religion for længst burde have været smidt ud på historiens store mødding. Det farlige i dette er, at tolerancen fører til, at den religiøse fanatisme glider med ind under den gensidige forsikring af, at man skam ikke besidder en bevidsthed, der går ud over et menneskes forestillingsverden i middelalderen. KRISTENDOM, islam og jødedom i mange forskellige udformninger har så mange millioner menneskeliv på sin samvittighed, at religiøs fundamentalisme for længst har vist sig lige så farlig som stalinisme og fascisme. Tolerance er farlig i en tidsalder, hvor fundamentalistiske religiøse kræfter kan komme i besiddelse af masseødelæggelsesvåben! Af alle religioner er f.eks. islam fortsat farlig, fordi den er blandt de mindst modererede. Denne religion bevæger sig i sin fundamentalistiske fremtrædelsesform ind i den politiske sfære, hvor den ikke vil underordne sig universelle menneskerettigheder og demokrati. Derfor er religionskritik og kamp mod fundamentalisme nødvendig. Dette hvad enten den er en fremtrædelsesform for og en del af en tilbageskuende dansk nationalistisk stokroseidyl, en rå turboimperialisme, der lader hånt om sociale menneskerettigheder eller en del af en islamistisk strategi, der sigter mod at genrejse kalifatet. Ateisme og latterliggørelse af religion er noget, religiøse må leve med. Vil man ikke erkende, at religiøse fanatikere og magthavere i nogle tilfælde repræsenterer en lignende foragt for menneskerettigheder som totalitære politiske ideologier, stikker man hovedet i busken. Der findes i dag stater i den islamiske verden, der sagtens kan fremvise et lignende menneskesyn. OG HVORFOR skal vi se en tildækket kvinde i en offentligt finansieret tv-kanal, der uden den fjerneste kendskab til socialistisk ideologi kalder sig ”socialist”? Ifølge DR 2 har Muhammed-sagen ”afsløret en afgrundsdyb forståelseskløft mellem den vestlige og islamiske verden”, og det skal man så ukritisk med djævlens vold og magt gøre noget ved. Asmaa Abdul-Hamid nyder godt af, at der findes naive mennesker, der er parat til at se gennem fingre med alt i forsoningens og tolerancens navn. IFØLGE RADIO- og fjernsynsloven om public service-virksomhed skal der bl.a. lægges vægt på hensynet til informations- og ytringsfrihed, ligesom der ved informationsformidling skal lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Asmaa besidder ingen af disse kvaliteter. Hun var en af dem, der indgav anmeldelse mod Jyllands-Posten for Muhammed-tegningerne, netop med henblik på at indskrænke ytringsfriheden. I en af udsendelserne forsøgte Adam Holm at udspørge Abdul Wahid Petersen om dennes holdning til Sharia og de barbariske afstraffelses- og henrettelsesmetoder, man praktiserer i Sharias navn i muslimske dikaturer – afhuggede hænder, kvinder der stenes til døde for utroskab og henrettelser af mænd og drenge ved hængning eller halshugning. Petersen snoede sig uden om dette spørgsmål ved at gøre det til et juridisk anliggende frem for et humanistisk – ikke på noget tidspunkt ville dette menneske fordømme de barbariske metoder. Så hellere feje det ind under ”sharia-juristernes” store bedetæppe. INGEN RELIGION er hævet over latterliggørelse – netop fordi religion er irrationel. Fundamentalisterne må lære at leve med dette. Venstrefløjen har endelig taget religionskritikken op uden at indtage samme holdninger som Dansk Folkeparti. Fundamentalistisk religiøsitet hører ikke hjemme i det offentlige rum. Man må lære at forstå, at flytter man til en fremmed kultur, skal man ikke, som f.eks. fundamentalistiske muslimer gør det, demonstrere en etnocentrisme, der både repræsenterer politisk fundamentalisme og en foragt for dansk kultur. [ Gorm Winther, Tranumparken 20, Aalborg Øst, er forskningsprofessor, ph.d., støttemedlem af Demokratiske Muslimer og medlem af SF. E-mail: gowi@stofanet.dk