Farlige drengestreger

Spændte net ud over cykelsti i mørke

AALBORG ØST:Vicepolitikommissær Anton Justesen fra nærpolitiet i Aalborg Øst vil særdeles gerne veksle et par faderlige ord med et par af kvarterets knægte. Onsdag, 6. oktober havde formentlig tre unge drenge nemlig fået en, syntes de sikkert, sjov ide. Ved et arbejde med fjernvarmerørene var der belvet spændt et lila plastiknet ud over de gravede huller, og det mente de fikse drenge kunne bruges til at spænde ud over Astrupstien lige i nærheden, for så kunne det være morsomt, hvis en cyklist eller knallertkører havnede i nettet. Hos nærpolitiet mener man til gengæld, at ideen er knap så morsom. - Disse net er ganske stabile, og går ikke i stykker blot fordi man kører ind i dem. Hvis der var kommet en cyklist eller en på en knallert, så kunne dette være endt rigtig galt, fastslår Anton Justesen. Heldigvis kom det ikke til at gå så galt, idet en mand, der var ud for at gå tur med sin hund, så at nettet var spændt ud over vejen, samt observerede formentlig tre drenge, der stak af fra stedet ved 21-tiden. Manden stødte på en anden hundelufter, der boede i nærheden, og denne gik så hjemefter en hækkesaks og skar nettet over. Hundelufter nummer to kontaktede så også sidenhen politiet, som nu gerne vil høre fra den første hundelufter, eller fra andre folk, der har set noget i området, som ligger i nærheden af biblioteket. - Det er ikke fordi vil hænge nogen bestemte unge op på dette, eller true med alverdens konskvenser. Men vi vil bare stille og roligt gøre dem begribeligt, at deres drengestreger kunne have fået ganske alvorlige konsekvenser, samt få dem stoppet inden de får en lignende dum ide, siger Anton Justesen, der aller helst så, at de unge af sig selv stak hovedet forbi nærstationen på Saltumvej. - Skulle deres dårlige samvittighed nu begynde at røre på sig, så behøves de ikke at være bange for at komme ind til os, fastslår "landbetjenten" fra Aalborg Øst.