Kemikalier

Farlige sutteflasker forbydes

KØBENHAVN:Stoffet Bisphenol A eller BPA, der indgår i polycarbonatplast, som sutteflasker oftest er lavet af, har længe været under mistanke for at være hormonforstyrrende. Ved et møde i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg i går blev det besluttet at pålægge regeringen at forbyde brugen af Bisphenol A. Det var Enhedslistens forslag, der med den samlede opposition og Dansk Folkepartis støtte gik uden om regeringen, som er imod forbuddet. I dag vil regeringen blive pålagt at arbejde for, at der indføres et totalt stop for brug og salg af produkter, der indeholder stoffet Bisphenol A, i EU og at indføre særregler i Danmark, der sikrer det, indtil de skærpede regler er indført i EU. /ritzau/