Farligt at bygge på tro

Kampen for eller imod nye skattelettelser ruller videre. De vil kickstarte økonomien, mener VK-regeringen - men de virker ikke efter hensigten, mener oppositionen med S i spidsen. Blandt VK's centrale argumenter lyder det, at danskerne vil arbejde flere timer, hvis skatten på de sidste tjente kroner bliver lavere. Ingen ved imidlertid, hvor langt det argument holder. Det siger tidligere økonomisk vismand og professor Nina Smith, som forsker i skat. Hun mener, at danskerne i et eller andet omfang vil arbejde mere, hvis skatten bliver lavere - men hun savner eksakt viden om, hvor meget mere. Der findes skøn og små undersøgelser og ikke mere. Alligevel nærer regeringen og især De Konservative en så skråsikker tro på lysten til at arbejde mere og på de såkaldt "dynamiske effekter", at de lægger op til at lade en del af en skattereform være ufinansieret. Pengene skal nok komme ind via effekterne - altså øget økonomisk aktivitet i samfundet. Sådan lyder begrundelsen. Men lige så let, man kan argumentere for øget arbejdslyst ved lavere topskat, lige så let kan man argumentere imod. En indkomst på 400.000 eller 500.000 kroner om året rækker til et behageligt liv for de fleste, og hvis skatten bliver sat ned, så har man flere penge til forbrug for den samme indsats. Ja, man kan endda overveje at arbejde lidt mindre, for lønnen efter skat vil være den samme som før en skattesænkning. Samtidig vil de dynamiske effekter vel være endnu større ved at nedsætte bundskatten. Alle vil få flere penge, og folk med lave indtæger vil have større grund til fluks at omsætte pengene. Topskatten i Danmark er høj, sammenlignet med stort set alle andre lande i verden. Det bliver et stigende problem, efterhånden som det bliver lettere at flytte og tjene sine penge i udlandet, der jo er meget stort. Men det efterlader urovækkende splinter af usikkerhed at foreslå ufinansierede skattelettelser på grundlag af tro. En skattereform rækker årtier frem og har afgørende betydning for samfundet. Derfor skal den baseres på viden og ikke tro.