Farligt møde på motorvejen

Is fra lastbilernes tage er farlige i denne tid - politiet kan kun hjælpe, hvis den implicerede lastbil kan udpeges

Trafikulykker 4. januar 2003 07:00

DRONNINGLUND: Vintervejret kan være smukt, men en smadret bilrude minder Per Christensen fra Dronninglund om, at Kong Vinter også gør vejene farlige. Torsdag eftermiddag ved 17-tiden kom Per Christensen kørende på motorvejen ved Vodskov. Han kørte bag en lastbil, og pludselig væltede det ned med is fra lastbilens tag og lige ned på Per Christensens forrude. Lastbilen kørte videre, men Per Christensen og de to passagerer fik sig en alvorlig forskrækkelse. - Vi var dybt chokerede, det må jeg sige, siger Per Christensen, der ikke kan give en nærmere beskrivelse af lastbilen. Det kunne være gået helt galt, men Per Christensen fik hold på Golfen og fik den styret ind i nødsporet. Her kunne de se, at isflagen fra lastbilen var gået direkte ind igennem ruden. Per Christensen tvivler på, at lastbilchaufføren nåede at se, hvad der skete, men da Per Christensen senere ringede til politiet i Frederikshavn, var der ikke meget hjælp at hente. Politiet lod ham vide, at de måske ville køre ned på havnen for at se, om der var en lastbil på havnen med is på taget. - Jeg synes, at det virkede som om, at politiet var ligeglade. De henviste bare til, at det er en forsikringssag, og så har de deres ryg fri, siger Per Christensen, der i situationen godt kunne tænke sig, at politiet prioriterede opgaven mere, end han fik indtrykket af. Bilen var i går til reparation hos Tage Larsen A/S i Dronninglund, og bilforhandleren var selv lidt rystet over bilens tilstand efter mødet med lastbilen. - Heldigvis skete der da ikke noget, udover at det bliver en sag for forsikringen, siger Tage Larsen. Vicepolitiinspektør ved Frederikshavn Politi Bremer Dam Ovesen mener ikke, at politiet kan gøre noget i denne type sager, når man ikke ved, hvilken lastbil der har tabt isen. - Hvis det er tilfældet, kan vi ingenting gøre, siger Bremer Dam Ovesen. Hvis man derimod ved, hvilken lastbil der har tabt isstykker på en anden bil, så kan lastbilchaufføren vente et retsligt efterspil. Men helt præcist hvilken paragraf, der skal tages i anvendelse, kan Bremer Dam Ovesen ikke sige på stående fod, idet politiets ekspert på området, der fysisk er placeret i København, ikke var at træffe i går. Desuden er det ikke en type henvendelser, som politiet ofte støder på. Bremer Dam Ovesen vurderer dog, at man eventuelt kan bruge færdselslovens paragraf 67, der siger, at køretøjet skal være i en sådan stand, at det ikke er til fare eller ulempe for andre. Desuden kan færdselslovens paragraf 82 stk.3 - der siger, at gods skal være anbragt således, at det ikke kan frembyde fare for personer eller medføre skade på ejendom - eventuelt også tages i anvendelse. Men her er der tale om en vurderingssag, understreger vicepolitiinspektøren, der henviser til, at paragraffen er møntet på det gods, man selv har læsset på, og ikke det som naturen lægger på taget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...