DANMARK:”Uigenkaldeligt sidste afsnit, hvor Sarah Lund – alias Sofie Gråbøl - er i aktion”, skriver DR i den sidste pressemeddelelse om ”Forbrydelsen III”.
Ha, siger jeg bare. Med den slutning har vi ikke set det sidste til den sweaterklædte kriminalkommissær fra det dystre, nordiske Danmark, med de store, beskidte magtlabyrinter: Christiansborg, Politigården, finansverdenen.
Åbningen til mere drama står og vibrerer i slutbilledet af Sarahs indadrettede, brændende blik i det lille fly – på vej mod… Reykjavik? Verden? Nye dybe dyk i dødens mørkeland?
Mig gav det ansigt, det blik og den situation vaskeægte gåsehud.
Sikke en udgangseffekt! Sikke en slutning. Det er den slags dramaturgi, der kan gøre én flere år ældre på en aften! Det er intet mindre end genialt manuskriptarbejde, Søren Sveistrup har skabt. Alt bliver forløst, alt går som man rigtig godt kunne forvente – selv gættede jeg på Reinhardt allerede efter andet afsnit.
Men så alligevel evner dramaet at kaste os op i luften med den ene chokerende, forvirrende overraskelse efter den anden, undervejs og helt ud i den store finale. Intet er hvad det ligner, sagde David Lynch. Hvor havde han ret.
Ildevarslende
Første store gåsehudstur fik jeg inde i den norske fjord, hvor sejlturen tilsyneladende havde været forgæves, en vildand – og så nikker gerningsmanden, der nu hedder Loke!, op mod klippen – og dér drejer en kæmpelastbil frem under skyerne med den grønne container. Hvad var det med det billede? Det var bare fantastisk timet og fotograferet. Ildevarslende og varselsopfyldende på samme tid.
Vi har set Sarah Lunds kampe udspille sig i hendes næsten forstenede ansigt. Kampe, der afsnit for afsnit smeltede sammen til én. Kvinden, der har mistet alt til sin egen mørke side, en selvdestruktiv uvilje til at give sig selv af angst for at tabe sig selv.
Kvinden som i stedet har lagt al sin følelse, alle sine muligheder i det frygtelige job, der bare har suget hende længere og længere ind i det mørke, hvor ondskab og grusomhed styrer. Netop i den flugt fra livets lyse og varme muligheder udvikles hendes enestående instinkt for at finde ind til det værste.
Ly for sårbare følelser
Hun skulle jo have været en glad og lykkelig kæreste sammen med Matthias Borch for længe siden. Men hun lukkede af for ham, da han kom tæt nok på til at kunne true hendes balance. Hun skulle have været en glad og lykkelig mor til lille Mark (som måske er resultat af mødet med Matthias?) – men i stedet søgte hun ly for de farlige, sårbare følelser ved dykke ind i jobbet.
Her til sidst, ved begyndelsen af tredje omgang, var hun nu også på flugt fra det job, som hun var blevet den bedste til, men som også åd hendes sjæl. Ud i et hjørne, kolonihave-ro til at være familie, måske. Væk fra de frygtelige, altopslugende jagter.
Men nej, den ny sag sugede hende ind – og knap var hun på den, før kærligheden krævede hende igen: Sønnen, hans gravide kæreste, barnet på vej, krise, ansvar. Og Matthias, der var engang, og nu er tilbage: Som formentlig har giftet sig og selv fået børn i en slags trods. Ham tør hun heller ikke, og så alligevel. Det er hende, der kysser ham i bilen med liget, mens hun beslutter sig. Men til hvad?
Her i den golfstrømslunkne Stavanger-regn møder Sarah Lund sin skaber: Retfærdigheden. Her erkender hun, at Reinhardt aldrig vil blive straffet.
Han er for stor, for magtfuld, for beskyttet. Det kan ikke ske. Nationens interesser er for stærke. PET er for dybt involveret. Den ny regering er afhængig af det. Det siger barneskænderen selv til hende, direkte, i bakspejlet.
Og så er der kun èn vej. Hun må gøre det hun gør, forvandle sig fra sandhedssøger til dommer – og så til bøddel. Den vej er ikke længere, end de tre millimeter, hendes aftrækker skal flyttes bagud, for at skuddet går af. Hun bliver retfærdighedens redskab. Og holder sit løfte til manden, hvis døde datter er nøglen til det hele.
Spinkel flugtvej
Matthias når ikke at standse hende. Men han når at konstruere den spinklest tænkelige flugtvej til hende. ”Dette kan være begyndelsen til et vidunderligt forhold”, har vi lov at tænke, mens flyets positionslys forsvinder i den nordatlantiske nat og det hektiske beat i slut-temaet sender os over i rulleteksterne for sidste gang.
Det er et drama, der har tilladt sig – og evnet – det utrolige.
Dobbeltjagten på de to små pigers morder/kidnapper, den ene sag indkapslet i den anden. Stort set alle betydende skikkelser i handlingen har været under mistanke. Og er blevet renset igen. Og genmistænkt. Statsministerens bror. Spindoktoren. Statsministeren selv. Oppositionslederen. Justitsministeren. Statsadvokaten. PET-chefen. Zeuthen, hans bestyrelsesformand, hans personlige assistent. Statsministerens døde søn. Mistænkt, renset, mistænkt, renset.
Det er virtuost skrevet og gennemført. Hvor langt har vi ikke været omkring? Og hvor indlysende har det ikke været hele vejen? En vej, der er blevet alt for lang, fordi den skulle gennem alle røgslørene og skyggespillene, løgnene og afledningerne, magtfordrejningerne, alle forsøgene på at afspore opklaringen.
I den sidste ende er der jo kun én sandhed. Og den ligger ikke i digitale alibier fra sindrige hoteldørlåse eller i tusinde slebne ord og bortforklaringer. Den står med kejtet blyant i en syvårig drengs notesbog.
Øjnene har set, hånden har skrevet.
Og er sagen så færdigpakket og sløjfebundet og fuldt opklaret nu?
Nej, sgu da. Det er først nu Sarah Lund skal i gang for alvor. Med at afsløre og optrævle endnu en af verdens mange pædofil-ringe, som er alt for svære at trævle op. Fordi de, ligesom prostitution og finansiel kriminalitet er flettet ind i hele samfundet, hele magtapparatet.
Så hvis de virkelig stopper serien her, så hun ikke får lov til at gøre arbejdet færdigt på tv, må vi glæde os over, at hun kan gøre det i vores egen bevidsthed.
Vidunderlig finale
Det var en vidunderlig finale, en tour de force af forkerte valg. Politichef Ruth Hedebys forsøg på at besnakke Brix med sex, søde ord og forfremmelse.
Statsministeren vælger magten, den brusende succes blandt blå balloner – ofrer sin søn, Benjamins altafgørende sandhedsbevis, og gør dermed sønnens urimelige død i mødet med PET til skamme.
Og ude i mørket står Karen, hans presserådgiver, og venter, mere og mere klar over, at han har valgt forkert inde på Borgen. Og hun med – for han er ikke den rette at have forelsket sig i.
Zeuthen, hvis sjæl tilhører skibene og containerne lige så meget som familien. Stærkt understreget ved at hans elskede datter, Emilie, nær var gået til i et af dem.
Matthias Borch, der elsker Sarah og vil lyve, bedrage og snyde for at beholde hende.
Det er da noget af en morale: Alt er råddent. Alt er til salg. Undtagen de retfærdige få:
Gerningsmanden, Loke, der døde for det. Brix, der satser alt.
Og Sarah Lund. Hun, som går lovens vej så renhjertet, efter sandhed og retfærdighed. Og som så alligevel gør sig til selvtægtsbøddel og morder lige dér, hvor hun også netop vælger kærligheden:
I den verden, hendes lille, sårbare barnebarn i samme døgn er blevet født ind i, kan hun ikke lade børneskænderen leve.
Lars Borberg
lars.borberg@nordjyske.dk
”Forbrydelsen” 10
Seks stjerner
Manuskript: Michael W. Hortsen og Søren Sveistrup.
Instruktion: Hans Fabian Wullenweber
Foto: Jacob Kusk
Production Design: Jette Lehmann
Musik: Frans Bak
Søndag 20.00. Genudsendes
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.