Skolevæsen

Farmors ultimatum

Det var Jacob Skødt Sørensens farmor, der gav ham et ultimatum: Enten passer du din skole og et fritidsjob, eller også tager du på efterskole. - Jeg gav Jacob en ny chance. Han kom væk fra de kammerater, han havde dengang og den dårlige påvirkning, siger Connie Irene Skødt Sørensen, der gav sit barnebarn to dage til at træffe et valg. Siden Jacob Skødt Sørensen kom hjem fra efterskole har han jævnlig takket sin farmor for det, hun gjorde. - Idag værdsætter han, at vi gør noget for ham, og han siger det lige ud. Jacob er blevet mere åben, og vi har mange gode snakke, fortæller Connie Irene Skødt Sørensen, der for tiden glæder sig særlig meget over den modenhed, som hendes barnebarn har fundet. I sommer brækkede hun benet, så i flere måneder er hun bundet til sin kørestol, og Jacob Skødt Sørensen har derfor overtaget en del af ansvaret i villaen i Grundfør ved Århus. - Hvis han ikke havde været på efterskole, havde det ikke set godt ud i dag. Han ville i hvert fald ikke have gennemgået den udvikling, som han har, siger Connie Irene Skødt Sørensen, der stadig følger sine børnebørns dagligdag tæt. Nu opfatter Jacob Skødt Sørensen ikke længere farmors interesse som kontrol men kommer frivilligt og viser hende, hvad de har gennemgået i skolen og fortæller, hvordan det er gået ham i de forskellige eksamener. Connie Irene Skødt Sørensen er glad for, at hun stillede sit barnebarn over for et valg. - Nogen måtte tage en beslutning, det var jo hans liv, det drejede sig om, siger hun.