FaroeJet går i betalingsstandsning

{ TORSHAVN: Efter et år på vingerne indstiller det private færøske luftfartsselskab FaroeJet nu alle flyvninger mellem Færøerne og København. Selskabet går i betalingsstandsning fra 18. januar. I stedet overtager Atlantic Airways bookede passagerer. FaroeJet blev stiftet 20. december 2005 af færøske investorer. Målet var at opnå en tredjedel af markedet for fast ruteflyvning mellem Færøerne og København. Ved stiftelsen var aktiekapitalen i FaroeJet 15 millioner kroner, men den er efterfølgende forhøjet til 25 millioner kroner. Selskabet har over 900 aktionærer. /ritzau/