Turisme

Farsø er på bar bund

Efter nedlæggelsen af Destination Himmerland søger Farsø Turistforening ny inspiration

FARSØ:Da Destination Himmerland afgik ved en smertelig økonomi-død, forsvandt også turist-samarbejdet mellem kommunerne i Himmerland. Det efterlod Farsø Kommune i noget, man uden at overdrive kunne kalde en slags turistmæssigt dødvande - og det skal der nu laves om på. Farsø Turistforening holder sin ordinære generalforsamling på onsdag, og efter de traditionelle punkter på dagsordenen er aftenens vigtigste begivenhed oplægget fra direktør Pauli Jørgensen fra destinationsselskabet Toppen af Danmark. Selskabet, der omfatter landets 10 nordligste kommuner fra Brønderslev i syd til Skagen i nord, er et af de allerbedste eksempler på et vellykket turistsamarbejde, og det er netop dette samarbejde, man håber at hente inspiration fra. Samarbejde er vigtigt Med Skagen som magneten er der selvfølgelig noget at leve op til, men Farsø og de omliggende kommuner har - som de fleste fastboende ved - masser at byde på. Og det er netop disse kvaliteter, Farsø Turistforening vil have fremhævet. Men det skal ske i samarbejde med andre kommuner. - Farsø kan ikke løfte opgaven alene, for det er meget dyrt at markedsføre sig på turistområdet, og vi mangler en hvervebrochure, som vi kan dele ud, siger formanden for Farsø Turistforening, Jørgen Pedersen. - Da Destination Himmerland blev lukket, var der reelt intet samarbejde med andre kommuner, så vi har meldt os ind i Destination Viborg. - Men vi ved, at Toppen af Danmark fungerer, og derfor har vi inviteret Pauli Jørgensen til Farsø, siger Jørgen Pedersen. Hvor er Løgstør? Han kunne godt forestille sig et tættere samarbejde med nogle af de kommuner, der ligger omkring Farsø - det kunne være Løgstør, Aars og Nørager, og det er nok mest Løgstør, der er interessant i denne sammenhæng. - Farsø og Løgstør har rigtig meget at byde på for turisterne, men jeg har lidt svært ved at se, hvor Løgstør er henne, siger Jørgen Pedersen. - Men lige nu er vi på bar bund, og vi skal have noget op at stå nu, så vi er klar til 2004. Farsø Turistforening er dog ikke usynlig ude i den store verden, for foreningen er med på messer i Norden og Tyskland. Et samarbejde i stil med Toppen af Danmark ville dog have en langt større effekt. Og det ved de oppe i landets nordligste kommuner.