EMNER

Farsø får ny juleudsmykning op i år

Medlemmerne af handelsstandsforeningen har besluttet sig for en model

Sidste år i marts blev der lavet en prøveophængning af en juleudsmykning, som imidlertid viste sig at være for tung. Nu er der valgt en anden model, som vil kunne ses over hovedgaden fra slutningen af november. Arkivfoto

Sidste år i marts blev der lavet en prøveophængning af en juleudsmykning, som imidlertid viste sig at være for tung. Nu er der valgt en anden model, som vil kunne ses over hovedgaden fra slutningen af november. Arkivfoto

FARSØ:Når julen 2007 nærmer sig, så vil Farsø være klar med en splinterny juleudsmykning i hovedgaden. På Farsø Handelsstandsforenings generalforsamling forleden, besluttede medlemmerne sig for, hvilken model der skal købes. Faktisk skulle byen allerede sidste år have haft ny juleudsmykning, men på grund af forsinkelserne i arbejdet med den nye bymidte valgte de handlende at køre videre med den gamle pynt et år mere. Der var desuden det problem, at den udsmykning, man først havde valgt, viste sig at være for tung, da der blev foretaget en prøveophængning i marts 2006. Derfor var det under alle omstændigheder nyttigt at have noget ekstra tid til at træffe en ny beslutning. Den beslutning er altså truffet nu. Ifølge apoteker Steen Nielsen, der indtil generalforsamlingen var formand for handelsstandsforeningen, bliver det en udsmykning, der kommer til at hænge hen over gaden. Juleudvalget havde også kigget på en model, som kun skulle sættes op i master langs den ene side af gaden, men den løsning faldt åbenbart ikke i de handlendes smag. I sin beretning gjorde Steen Nielsen rede for det forløbne års mange aktiviteter, som blandt andet omfatter en western-aften, det meget populære bagagerumssalg, et cykelløb, sommerudsalg samt udendørs modeshow til by night i efteråret. Ved januarudsalget i år blev der solgt 1300 portioner mad i forbindelse med udsalgsstarten, så der var i hvert fald folk i byen. Kommunalreformen fik også et par ord med på vejen. Steen Nielsen glædede sig over, at foreningen uventet får et tilskud på 86.000 kroner i år og næste år. På minussiden tæller imidlertid usikkerheden omkring Erhvervs- og Turistcenter Farsø. - Det er foreningens håb, at kommunen vil nå til en erkendelse af, at det samarbejde, man har set fungere så fint i Farsø Kommune, også kan fungere i Vesthimmerlands Kommune, sagde Steen Nielsen i sin beretning. Hvad der kommer til at ske med Torvet 1 er lige nu stadig uafklaret, men generalforsamlingen godkendte, at handelsstandsforeningen under alle omstændigheder fortsætter sit samarbejde med erhvervsrådet og turistforeningen. Det betyder sandsynligvis, at der snart bliver ansat en afløser for marketingschef Jakob Boye-Møller, der stoppede ved udgangen af 2006. Steen Nielsen valgte at gå ud af bestyrelsen, og det samme gjorde Hans Kaldahl. I deres sted blev valgt Rasmus Dige fra XL Byg og Gert Wiborg fra EDC.