Farsø fattes brandmænd

lokalt beredskab mangler folk til at rykke ud i dagtimerne

Redningsvæsen 4. januar 2003 07:00

FARSØ: I 2002 hylede brandbilernes sirener to gange færre end i 2001 i Farsø Kommune. Men selvom flammerne har været på relativt lavt blus i året, der netop er gået, søger det lokale beredskab alligevel ekstra folk. Det kniber nemlig med at skaffe brandmænd til dagtimerne. - Problemet er ret akut, siger beredskabschef i Farsø, Anders Brosbøl. - Nu er det ikke sådan, at folk skal føle sig utrygge ved det, for der skal nok blive slukket brand under alle omstændigheder. Men vi skal have ansat nogle rimelig hurtigt. Problemet er, at vi mistede tre af vores folk, da mejeriet lukkede, og i dagtimerne er vi jo afhængige af, at folk arbejder i Farsøs centrum, så de kan nå at rykke ud, forklarer beredskabschefen, der råder over 14 deltids-brandmænd og fire indsatsledere. - Vores totale antal fejler ikke noget, og vi har en god mødeprocent. Men mange af vores folk er håndværkere og montørere, der kører rundt i dagtimerne, hvilket betyder, at de ikke altid kan nå at komme op på stationen i løbet af tre minutter, siger Anders Brosbøl. God fysisk form Brandberedskabet i Farsø vil i uge fem begynde at annoncere efter beredskabsvillige og lokale kræfter. Men det er nu ikke alle og enhver beskåret at trække i brandmandsuniformen. - Ja, det kræver selvfølgelig, at man arbejder i centrum af Farsø, siger beredskabschefen. - Og så skal man også være i en nogenlunde fysisk form. Man skal også være sig bevidst, at det ikke er alverden, man kan tjene på det, men til gengæld tilbyder vi et godt sammenhold og masser af kammeratskab, lover Anders Brosbøl, der håber på at få erstattet sine tre manglende folk hurtigst muligt. - Vi er meget sårbare, hvis en virksomhed lukker eller, hvis arbejdspladserne ikke vil give deres medarbejdere fri til at være en del af beredskabet. Så det er vigtigt, at virksomhederne bakker op og forstår, at de har et medansvar for at opretholde det lokale beredskab. Vil de ikke være med, har vi ikke noget brandvæsen, advarer Farsøs beredskabschef. Brandmandsuddannelsen er delt op i to moduler af henholdsvis teori og praksis, og Anders Brosbøl understreger, at der ikke bliver nogle udgifter i forbindelse med uddannelsen. - Økonomien klarer vi, siger han. - Nu vil vi bare opfordre folk til at søge ind, så vi kan få dem startet med træningen. Og så håber vi på, at vi får minimum tre nye folk til erstatning for de, vi mistede. Så skulle det gerne køre helt optimalt igen, siger Anders Brosbøl.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...