Farsø fester i en hel uge

Optog, damefrokost og masser af god musik præger Farsø fra 8. august

FARSØ:Revy, motionsløb over 6,3 kilometer, damefrokost og børne melodi grandprix. Jo, der er lagt op til det helt store, når Farsø i slutningen af denne uge lige så stille tager hul på en lang byfest, der for alvor kulminerer i weekenden 15. til 17. august. Alle sejl er sat til for at give Farsøs borgere en masse gode og sjove oplevelser, og det hele begynder med den populære Farsø Revy allerede fredag aften. Mystik er årets tema, og der er lagt masser af kræfter i arbejdet med at skabe en underholdende aften i Farsø skoles fællessal. Igen i år er det Mette Dam, der har instrueret løjerne, og hun har et veloplagt revyhold med sig på scenen. For tre flade halvtredsere får man fredag foruden revyen også en toretters menu og musik til bagefter. For egnens pensionister er der i øvrigt også et godt tilbud søndag 10. august. 25 kroner koster det at komme til revy - blot man henter billetterne i Farsø Kiosk senest 9. august. Onsdag står der Farsø Løbet på programmet, hvor man på den 6,3 kilometer lange rute får set store dele af Farsø. Det er Sparekassen Farsø, som står bag løbet, og man kan tilmelde sig til motionsturen i alle sparekassens afdelinger. Sidste år var deltagerantallet langt over 1200, men det tal satser arrangøren på at slå. Dagen efter er der stjernetræf - og ingen skal forledes til at tro, at Farsø får besøg af verdensstjerner. I stedet handler det om at kåre Farsøs sejeste fyr, som har passeret de 30. Fem fyre har taget springet og stiller op i konkurrencen: Morten Hansen, Farsø, Mogens Roed, Fandrup, Jørgen Kristoffersen, Farsø, Per Bach Jensen, Fandrup, og Byrial Stagsted, Farsø. Alle deltagere kommer fra de fem klubber, som står bag FarSØ Festen. Og så begynder festen ellers at tage fart. Fredag 15. august begynder det om eftermiddagen med fyraftensgrill og store motorcykler. Her viser Farsø MC Klub nogle af deres motorcykler frem, og er man rigtig heldig, så vanker der en tur på bagsædet af en af de skinnende maskiner. Fredag er også Store Optogsdag for børn, og man starter fra Højgården og sætter derfra kurs mod den nye festplads ved det lille telt. Og ja - selvfølgelig er der præmier i stor stil. Lørdagen begynder med gratis kaffe og rundstykker, og formiddagen byder i øvrigt på en gentagelse af sidste års succes med agility-opvisning. Lige over frokosttid er der damefrokost, hvor der absolut kun er adgang for det stærke køn. Det er også ved denne lejlighed, at man udsætter en præmie til damefrokostens flotteste hat. I det hele taget er lørdag den store dag, for ud på eftermiddagen er der børne melodi grandprix med rigtig flotte præmier. Senere optræder den kendte komiker Gordon Kennedy ved den store teltmiddag lørdag aften. Og så slutter det hele med et brag, når søndag byder på alt lige fra det store optog til musik fra FarSØ Fest-veteranerne Kandis. Det omfangsrige festkatalog med alle programpunkter er i øvrigt i disse dage på vej ud til alle husstande i Farsø Kommune.