Ertebølle

Farsø-løbet skydes i gang med et brag

For 16. år i træk arrangerer Sparekassen Farsø "Farsø-Løbet" i samarbejde med Newline og BT Sport. Alt er ved det gamle på onsdag, for det sætter de mange trofaste løbere nemlig pris på, fortæller marketingchef i Sparekassen Farsø, Gert Hosbond. Løberne kender ruten på 6,3 kilometer og de kan således sammenligne deres tid med sidste år. Det er en god og sikker rute med mange tilskuere, og starten går præcis kl. 19. I år skydes løbet i gang af lederen af Stenaldercentret i Ertebølle, Vagn Pedersen. Og vi skulle hilse og fortælle, at Vagn Pedersen dukker op med en dobbeltløbet riffel, og at der overhovedet ikke bliver tale om en fuser... Der bliver også et musikalsk indslag, idet jazzorkestret "Ramsing Streetparaders" hele aftenen er med til at få stemningen helt i top. Tiderne registreres på edb, og præmieoverrækkelsen ved søen med omkring 1.000 tilskuere begynder omkring klokken 20.30. Sidste år blev der igen sat deltagerrekord med 1.186 løbere. Vinderen blev Tommy Jensen på 19 år fra Strandby i tiden 20,36 minutter. Men det var dog ikke nok til at slå Michael René Møllers rekord fra 2000 på 19,12 minutter. Testløbet i onsdags blev i øvrigt vundet af Thomas Antonsen i tiden 22.50. Selv om mange udenbys løbere kæmper om at få en plads på sejrsskamlen, så er Farsø-Løbet først og fremmest hele byens løb med plads til alle - og det gælder også børnene og de, der ønsker at gå hele vejen. - Men Farsø-Løbet er altså hverken et rulleskøjteløb eller et cykelløb, fastslår Gert Hosbond. - Så derfor beder vi om, at man løber eller går på ruten og lader rulleskøjterne og cyklen blive hjemme denne aften. Alt andet kan vi ikke styre af hensyn til sikkerheden De små må naturligvis som altid gerne transporteres i barnevogn eller klapvogn, siger Gert Hosbond. Sidste år løb Solhaven/HRC igen af med præmien som det største hold.