Horne

Farsø-piger skimter 1. division

FARSØ:Med resultater, der gik konkurrenterne imod og med egen sejr på 23-18 på udebane over Horne KFUM søndag aften spillede Farsø KFUM HK¿s håndbolddamer sig frem til kvalifikationskampe til 1. division, landets næstbedste række. - I første halvleg var tændingsniveauet hos spillerne nok lige rigelig højt. Det betød vi smed mange bolde væk og faktisk var bagud 11-10 ved pausen. Efter pausen faldt vi tilbage til vores almindelige spil og så var der ingen tvivl om sejren, siger træner Christian Pedersen. Hans kommentar til de forestående oprykningskampe er: - Det er en lidt utrolig situation vi står i. For tre kampe siden sikrede vi os mod nedrykning og nu står vi foran kvalifikationskampe til landets næstbedste række. Vores sæson har været langt over forventning. Overlevelse i rækken var målet og nu står vi foran oprykningskampe, konstaterer Christian Pedersen. Oprykningsspillet er delt op i to dele. I den første del venter to andre 2. division mandskaber, som Farsø damerne begge skal møde både hjemme og ude. Den første er hjemme i Dronning Ingrid Hallen mod Team Haderslev KFUM, formentlig på søndag. Den anden modstander bliver Øresund fra Nordsjælland.