Farsø vandt slaget om Vesthimmerland

Herning 15. september 2002 08:00

Fodbold, jyllandsserien Aars - Farsø 1-3 (0-2) Mål: 0-1 Morten Hansen, 0-2 Jens Ove Christensen, 0-3 Morten Hansen, 1-3 Morten Kristensen. AARS: Farsø fik dermed skabt afgørende luft ned til bundholdene, mens Aars nu skal passe på, at de ikke er under nedrykningsstregen inden længe. Farsø var bedst fra første fløjt, og det var fortjent, at kampens bedste spiller, Morten Hansen, efter en halv time kunne helflugte bolden i nettet til 1-0 for Farsø. Otte minutter senere kunne Farsø juble igen, da en anden af holdets profiler, Jens Ove Christensen, headede bolden i nettet til 2-0. Midt i anden halvleg blev det 3-0, da Morten Hansen headede bolden i mål fra tæt hold. Aars fik 10 minutter før tid reduceret til 3-1, da Morten Christensen scorede fra tæt hold. Brønderslev - Måbjerg 2-4 (1-3) Mål: 1-0 Lennart Bønnelykke, 1-1 Brian Pedersen, 1-2 Arne Baden, 1-3 Christian Hansen, 1-4 Brian Pedersen, 2-4 Thomas Sørensen. BRØNDERSLEV: Kriseramte Brønderslev løb ind i en ny skuffelse med nederlaget til bundholdet Måbjerg, der næsten udmygede Brønderslev på egen stadion. Brønderslev styrede spillet i de første 30 minutter og kom foran 1-0 efter fire minutter, da bolden tilfældigt ramte Lennart Bønnelykke og snød Måbjergs målmand. I det sidste kvarter af første halvleg scorede Måbjerg imidlertid tre gange. Ligesom mod Viborg Søndermarken i forrige runde blev Brønderslev ramt af et kollektiv kollaps. Efter pausen forsatte Måbjerg med at være bedst, og deres bedste spiller, Brian Pedersen, scorede til 4-1 midt i halvlegen. 10 minutter før tid fik Brønderslev reduceret til 4-2, da Thomas Sørensen scorede efter klumpspil. Aalborg Chang - Nors 4-0 (4-0) Mål: 1-0 Christian Secher, 2-0 Thomas Buus, 3-0 Jari Pedersen, 4-0 Christian Secher. AALBOG: Der var den ventede klasseforskel, da top og bund mødtes på Provstejorden. Chang, der fik sæsonens femtende sejr, scorede alle fire mål i første halvleg, mens man de sidste 45 minutter forsat løb rundt med Nors-spillerne uden dog at score yderligere. - Jeg forventer, at vi rykker op om to eller tre uger, siger Chang-træner Henrik Fischer. Christian Secher scorede til 1-0 efter et kvarter, da han udnyttede Rene Lindgrens forarbejde. Det blev 2-0 tre minutter senere, da Thomas Buus flugtede bolden op i det ene målhjørne fra 30 meters afstand. Jari Pedersen scorede efter 23 minutter til 3-0 på et indlæg fra Henrik Toft, og fire minutter før pausen blev det 4-0, da Christian Secher blev spillet fri af Dennis Olsen. Herning KFUM - Hjørring Frem 2-1 (1-0) Mål for Hjørring Frem: 1-1 Ricky Andreasen. HERNING: Hjørring Frem kom dermed endnu længere væk redningsplanken i rækken, hvor de to hold byttede plads. Med seks kampe igen har Hjørring Frem nu seks point op til den placering som femtesidst, der fornyer billetten til jyllandsserien. Lige nu sidder Hjørring IF på den plads, og Hjørring Frem, der fortsat mangler at møde HI, kan komme i den situation, at man skal vinde fire ud af de sidste seks kampe. Med kun fire sejre i de første 20 kampe skal man være stor optimist for at tro på, at HJørring Frem også i næste sæson er at finde i denne række. I går fik Hjørring Frem annulleret en scoring før pausen, da Steen Steffensen headede bolden i nettet. Dommeren mente, at han lavede frispark mod hjemmeholdets målmand, og flere store chancer blev misbrugt i løbet af kampen. Hjørring Frem udlignede til 1-1 midt i anden halvleg, da Ricky Andreasen headede bolden i nettet på et indlæg fra Jesper Bunde. Hjørring IF - Struer 2-0 (1-0) Mål: 1-0 Jens Carlsen, 2-0 Kasper Bangsø. HJØRRING: Hjørring IF tog dermed et nyt vigtigt skridt mod endnu en sæson i jyllandsserien. - Vi spillede ikke godt, men det er ligegyldigt i vores situation. Nu har vi for alvor kontakt med Skive og Aars midt i rækken, siger Hjørring IF's træner Peter Jacobsen. Hjørring IF kom med sejren op på 25 point á point med Aars, der er nummer ni i rækken. Jens Carlsen sendte Hjørring IF på vinderkurs efter 15 minutters spil. Jacob Sands træk blev for langt, og det så Jens Carlsen, der kom løbende og sparkede bolden i nettet. Midt i første halvleg fik Struer et rødt kort, da en forsvarsspiller - som sidste mand - fældede en fri Kasper Bangsø. Det gav endnu mere overvægt i spillet til hjemmeholdet, og et kvarter efter pausen afgjorde Kasper Bangsø kampen ved at score til 2-0. Han skulle blot skulle sætte indersiden på bolden efter flot forarbejde af Peter Bregnhøj.-niss.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...