Virksomhedsøkonomi

Farsøfesten indbragte 97.000 kroner

Det skyldes i høj grad, at omkostningerne har været holdt nede

Farsøfestens optog er ikke et af de dyre indslag, men meget populært. Arkivfoto

Farsøfestens optog er ikke et af de dyre indslag, men meget populært. Arkivfoto

FARSØ:Der bliver 97.000 kroner til deling mellem de fire forening, der stod bag Farsøfesten i år. Det er et bedre resultat end sidste år, hvor overskuddet var på 73.000 kroner. Det endelige regnskab blev præsenteret, da Farsøfesten forleden repræsentantskabsmøde. Formand Brian Otte kunne i sin beretning se tilbage på en byfestuge der gik ganske tilfredsstillende: - I lighed med sidste år har vi i år haft et solistprogram, der har været ganske omfattende. Med navne som Søren Poppe, Kim Schwartz, Tamra Rosanes og Tørfisk har vi satset på at give publikum en oplevelse, som ikke mange byfester af vores størrelse kan hamle op med, sagde han blandt andet. - I det store hele har vi været godt tilfredse med publikumsopbakningen, men der er selvfølgelig altid plads til flere gæster, konstaterede han videre. Arrangørerne har i år haft ekstra meget fokus på omkostningerne, som det er lykkedes at skære ned med fire procent. Alligevel har der været en lille stigning i omsætningen på én procent. Disse to ting i forening resulterer altså i det fine resultat. - Vores sponsorkoncept med VIP-sponsorer har vi også fået stor ros for. Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser fra vores VIP-sponsorer, der har været ganske godt tilfredse med den sponsorpakke, som vi har strikket sammen, og der har endda også været flere nye virksomheder, der har ytret ønske om at blive VIP-sponsor i 2007, så det er glædeligt, sagde Brian Otte i sin beretning. På repræsentantskabsmødet valgte Jens Røschmann at sige farvel og tak efter 15 år i byfestkomiteen. - Jens har gjort et fantastisk stykke arbejde i alle de år, han har været med i byfestkomiteen, så vi kommer virkelig til at savne ham, fastslog Brian Otte. Som nyt medlem af byfestkomiteen blev Bente Buus Nielsen, Fandrup, valgt.