Farsøs herrer i topopgør

} JYLLANDSSERIEN: Der er lagt op til et vaskeægte topopgør, når Farsø KFUM HK's håndboldherrer i jyllandsserien tager imod Team HIK/HOH søndag eftermiddag i Dronning Ingrid Hallerne. Inden opgøret topper gæsterne rækken med 17 point for 9 kampe, mens Farsø har et point mindre og hele 10 kampe. - Efter vores nederlag til Tvis KFUM 3 i søndags er vi tvunget til at vinde over HIK/HOH. Det tror jeg også vi har gode muligheder for efter at have set søndagens modstandere i et par kampe, siger træner Christian Pedersen. - HIK/HOH er kendt for sit hårde fysiske spil, som vi ikke må lade os gå på af og så ellers håbe, at dommeren lægger en linje, hvor der bliver plads til håndbold, siger Christian Pedersen. - Med et nederlag vil vi være tre point efter HIK/HOH, der har en kamp i hånden. Derimod bliver kampen om førstepladsen helt åben, hvis vi vinder, slutter Christian Pedersen. } HÅNDBOLD: Der står vigtige point på spil, når Farsø KFUM HK's bedste håndbolddamer i jyllandsserien søndag eftermiddag tager imod Aabybro IF i årets sidste turneringskamp. I en meget tæt og jævnbyrdig pulje er blot et point mellem Farsø og Aabybro, der er på en delt sidsteplads sammen med Team Østkysten og Strandby/Elling. Med den store jævnbyrdighed er en sejr og to point meget vigtig for Farsø-damerne, der stiller op til opgøret med to nederlag i sine seneste to kampe. Derimod har Aabybro en anderledes portion selvtillid efter sejre i sine to seneste opgør, dog har Aabybro endnu ikke hentet point på udebane. Kan det unge Farsø-hold finde de rette takter frem og være koncentreret om opgaven i samtlige 60 minutter, skulle en sejr være indenfor rækkevidde.