Farsøs posthus lukker i februar

Ny postbutik i Centerkiosken får dog længere åbningstid - handlende glade for at bevare service

Farsø 1. oktober 2002 08:00

FARSØ: Fra midten af februar næste år lukker Farsø Posthus. Men byen bliver ikke uden postekspedition - den overtager Centerkiosken i Rådhuscentret nemlig i stedet for, og postmester Erik Palmgreen lægger vægt på, at kunderne i fremtiden får "en bedre service". - Vi har gennem hele det sidste år talt om, at vi blev nødt til at gøre noget i Farsø. Selv om vi har indskrænket åbningstiderne, har der slet ikke været økonomi i at drive et postkontor i Farsø. Men det har også ligget os meget på sinde, at der stadig skulle være en god service til kunderne i Farsø. Derfor flytter vi postkontoret over i en anden butik, så åbningstiden bliver længere, og så kunderne ellers har de samme muligheder som i dag. Dermed mener jeg, at vi levere en bedre service i fremtiden, forklarer postmesteren. Samme status Samtidig understreger han, at Post Danmark ikke ser en postbuktik inde i en anden forretning for at være mindre postkontor end et posthus som det, Farsø har i dag. - For os at se er det en postbutik både før og efter. Der skal ske nøjagtig det samme, men åbningstiden bliver forlænget. Det fungerer godt - og med tilfredse kunder - mange steder, og derfor er vi ikke bange for at gøre det i Farsø, siger Erik Palmgreen. Alternativet til at gøre det på denne måde, ville være at begrænse åbningstiden meget mere end i dag. Altså at forringe servicen - og det synes vi ikke om, forklarer han. Lukningen af postkontoret berører tre deltidsmedarbejdere, som tilsammen bestrider lidt mere end en heltidsstilling. Men ellers får besltuningen ikke personalemæssige konsekvenser - ud over at udbringning af post og pakker i fremtiden vil ske fra andre steder. Når Post Danmark ellers får solgt det nuværende posthus på Stationsvej. Handlende: Ok Umiddelbart møder postmesteren forståelse fra Farsø Handelsstandsforening. - Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi mister en butik. Men vi sidder jo allesammen ved computeren og sender mails og klarer alle den slags ting, som vi klarede på posthuset i gamle dage, så det er vel, hvad der sker. Og vi glæder os da over, at vi som handlende får en service, der ikke er ringere end den, vi har i dag, siger handelsstandsforeningens formand, manufakturhandler Jens Røschmann.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...