Fart på Skagen Triathlon

Atletik 27. september 2002 08:00

SKAGEN: Det nyeste motionstilbud Skagen Triathlon er i fuld gang og har god fart på. Siden 12. September har interesserede fået tilbudt gratis motion og træning. Der har været op til 15 til træning, og der er både damer og herrer, der motionerer. Samtidig træner flere medlemmer mere målrettet mod deltagelse i stævner. Næsten hver weekend er der mulighed for at deltage i motions- og konkurrencestævner, som danske klubber arrangerer. Fra 1. oktober begynder det for alvor med kontingentbetalt Triatlon i Skagen. Den første sæson strækker sig fra til 31. marts, og anden sæson fra 1. April til 30. September. For de skole-elever, der vil deltage i triatlondelen af skolernes motionsdag fredag den 11. oktober, tilbyder Skagen Triathlon gratis fortræning. Det vil sige at de er velkomne til at deltage i løbetræning onsdage fra lige nu klokken 18.30, svømning torsdage fra klokken 17.00 og cykling lørdage fra klokken 14.00. - Bare mød op med en seddel med navn adresse, og skriv hvilken skole samt klasse du går i, siger formanden for Skagen Triathlon, Hans Hansen. Klubber sætter tre gratis medlemsskaber på spil i weekenden i forbindelse med Svømmehallens 25 års jubilæum. Først sættes et medlemsskab på spil ved hallens konkurrence i foyeren, hvor man skal gætte tre rigtige. Her er det lykkes at få sponsorer til et gavekort på 1000 kroner og en flot gave, som også kan vindes. Denne gættekonkurrence kan man deltage i fra lørdag klokken 13.00 til søndag klokken 15.30. Udtrækning af tre vindere foregår inde i svømmehallen søndag klokken 16, når Svøm Langt fløjtes af. Om lørdagen kan nye melde dig ind i Triatlon-klubben. Der er en repræsentant fra Skagen Triathlon i hallens foyer, som vil fortælle om alt muligt indenfor Triatlon. Om søndagen er der fra klokken 10-16 Danmark Svøm Langt, som arrangeres i forlængelse af 25 års ubilæet. - Her kan alle deltage gratis ligesom om lørdagen. Skagen Triathlon sætter her to medlemsskaber på spil til den svømmer, som tilbagelægger den længste distance - på henholdsvis dame og herre siden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...