Retspleje

Fart på våbensager

København: Der skal fart over feltet, når folk for fremtiden bliver snuppet med et ulovligt våben i det offentlige rum. Politi og anklagemyndighed må fra årsskiftet ikke bruge mere end 30 dage, fra sigtelsen bliver rejst, til sagen er klar til at gå i retten, skriver Rigsadvokaten. I dag er der ingen øvre grænse på sager om ulovlig våbenbesiddelse, men i Københavns Politi er chefanklager Carsten Egeberg ikke bekymret over udsigten til de skærpede krav. - Jeg mener bestemt, at det er realistisk. Typisk er det folk, der bliver taget med fingrene i fedtefadet, og de sager er forholdsvis enkle at gå til, siger han. Når sagen er klar til retten, træder et nyt tidskrav i kraft: Her må der maksimalt gå 37 dage, før sagen skal være behandlet. Men ved domstolene er bekymringen over tidspresset til at tage at føle på. Det kom bl.a. til udtryk, da formanden for Dommerforeningen, Jørgen Lougart, tidligere i år skrev: - Med de nuværende ressourcemæssige forhold ved byretterne er målsætningen om en dom inden 37 dage desværre generelt illusorisk. De skærpede krav om sagsbehandlingstid træder i kraft efter nytår./ritzau/