Fartbøder fordoblet på to år

De nordjyske fotovogne udskriver bøder som aldrig før

Jesper Ramsing
Arkivfoto: Torben Hansen
Færdselsforseelse 12. juni 2018 06:42 - Opdateret 12. juli 2018 13:39

NORDJYLLAND: Sidste år blitzede de nordjyske fotovogne som aldrig før. Over 70.000 bøder blev der udskrevet, og det gav bødekassen et provenu på knap 105 millioner kroner.

Det er en stigning på 52 procent i forhold til 2016, og en fordobling i forhold til 2015.

Det viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, som NORDJYSKE har fået aktindsigt i.

Men det er ikke fordi, at nordjyderne er begyndt at trykke hårdere på speederen, forklarer politikommissær Henrik Hyldig, der er leder af Nordjyllands Politis ATK-indsats.

I efteråret 2016 blev der nemlig ansat civile til at betjene fotovognene, og det har betydet, at der har været betydelig mere fartkontrol sidste år end tidligere.

- I 2017 var det kun civile, der betjente fotovognene, og det betyder, at vores 10 vogne er ude hele ugen. De civile er kun ansat til at køre fotovognene i modsætning til tidligere, hvor det var betjente, der skulle betjene vognene. Og der var fotovognene måske ikke altid første prioritet, hvis der var andre politiopgaver, siger han.

Derudover har politiet haft fokus på at være på de vejstrækninger, hvor bilisterne bliver ved med at køre for hurtigt, forklarer politikommissæren.

Og det er især i byerne og på motorvejen, at farten fortsat er for høj.

NORDJYSKE har bearbejdet tallene fra Rigspolitiet. Her kan du gå på opdagelse i tallene og klikke dig rundt på et Nordjyllands-kort og se, hvor der bliver uddelt flest bøder.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...