Fartbøder til bilejer i stedet for fører

Bilejere vil kunne få bøder for fartovertrædelser, de ikke selv har begået

Blitz! Når politiets fotovogn knipser biler, der kører for stærkt, skal bøderne fremover sendes til bilejerne - også når de ikke selv kørte bilen. Foto: Kurt Bering

Blitz! Når politiets fotovogn knipser biler, der kører for stærkt, skal bøderne fremover sendes til bilejerne - også når de ikke selv kørte bilen. Foto: Kurt Bering

DANMARK:Fremover kan danske bilejere få bøder ind ad døren for hastighedsovertrædelser, som de ikke selv har begået.

Regeringen vil ændre færdselsloven, så regningen havner hos ejeren frem for føreren af de biler, der bliver blitzet af politiets fotovogne for at køre op til de 30 procent over den tilladte hastighed, der udløser et klip i kørekortet.

Det fremgår af det lovkatalog, som Statsministeriet har offentliggjort i forbindelse med Folketingets åbning.

Bilejerens ansvar

Justitsministeriet ønsker ikke at uddybe lovforslaget, som er programsat til november, men oplyser til Ritzau, at det skal ses i forlængelse af Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan.

Her foreslås det, at ansvaret flyttes fra fører til ejer, da arbejdet med at identificere føreren er ”en tung administrativ byrde for politiet”.

Sven Krarup Nielsen er medlem af Færdselssikkerhedskommissionen, og han vurderer, at indførslen af ejeransvar indirekte vil kunne gavne trafiksikkerheden.

- Muligheden for at gennemføre kontroller bliver lettere, og hvis der kommer mere kontrol, så er det godt for trafiksikkerheden, siger Sven Krarup Nielsen, som også er formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, siger han.

Politiet har travlt

- Det er desværre sådan, at rigtig mange mener, at de godt kan styre bilen, selvom de kører for stærkt, men hvis de ved, at der er en fare for, at de bliver fanget i det, så tænker de sig mere om, påpeger han.

Hos Rådet for Sikker Trafik støtter man princippet om ejeransvar.

- Politiet bruger enorme ressourcer på at afklare, hvem der har kørt, påpeger direktør Mogens Kjærgaard Møller, der selv har en fortid i Københavns Politi.

Han tager dog forbehold for, at han ikke har set det fulde lovforslag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.