Farten sænkes også syd for byen

Skolebørn i det sydlige Støvring skal sikres bedre, når de krydser Hobrovej

Bilisterne på Hobrovej skal nu sænke hastigheden til 60 kilometer i timen både nord og syd for Støvring. Arkivfoto: Bo Lehm

Bilisterne på Hobrovej skal nu sænke hastigheden til 60 kilometer i timen både nord og syd for Støvring. Arkivfoto: Bo Lehm

STØVRING:Der er indført fartbegrænsning på 60 kilometer i timen på Hobrovej fra byskiltet i den sydlige ende af Støvring og til den anden side af Buderupholmvej.

Det oplyser Rebild Kommune i en pressemeddelelse.

Politiet bestemmer suverænt, hvor og hvordan der indføres hastighedsbegrænsning. I dette tilfælde er det sket, efter at byrådet har godkendt, at der indføres fartnedsættelse.

30-35 skolebørn fra Buderupholm krydser dagligt Hobrovej på deres vej til Karensmindeskolen. Derfor har en beboergruppe fra området kontaktet kommunen med ønske om at få etableret en gangtunnel eller en fodgængerovergang med signal, og det har i første omgang ført til en politisk beslutning om at sætte den tilladte fart ned - i enighed med politiet.

Nord for bygrænsen er der allerede en fartbegrænsning på 60 kilometer i timen.

En trafiktælling på Hobrovej lige inden det sydlige byskilt viste, at kun 42 procent overholdt hastighedsgrænsen på 50 kilometer i timen.

Formanden for teknik- og miljøudvalget, Morten Lem (S), oplyser, at udvalget også har bedt Center Plan, Byg og Vej om at udarbejde en overordnet plan for trafiksikkerheden i den sydlige ende af Støvring.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.