Farten skal ned på Møllevej

Livlig byggeaktivitet har betydet øget trafik

Aars 5. september 2002 08:00

AARS: Møllevej på toppen af Aars er et godt eksempel på, at selv den bedst gennemarbejdede trafiksikkerhedsplan i løbet af få år trænger til et sikkerhedstjek. Området omkring Møllevej og Møllevang har været byggeramt de senere år, og flere beboere betyder flere biler og risiko for højere fart... Derfor har en snes beboere i området skrevet til kommunen og krævet farten sat ned på de to veje, som blandt andet benyttes flittigt af skolebørn på vej til Østermarkskolen. I kommunens trafiksikkerhedsplan er de to veje ikke udpeget blandt kommunens trafikfarlige områder. Det har udviklingen ændret på. - Jeg kan sagtens forstå beboernes ønske. Der er blevet bygget meget i området omkring Møllevej og Møllevang, og der er flere nye boliger på vej. Og vi ved jo, at eksempelvis ungdomsboliger betyder flere biler og måske også lidt højere fart end tilladt, konstaterer udvalgsformand Bjarne Jensen (UP). Udvalget var mandag på visit i kvarteret for at studere problemet ved selvsyn, og er indstillet på at løse det, lover Bjarne Jensen(UP). I første omgang er forvaltningen blevet sat til at udarbejde et forslag, som skal sikre de bløde trafikanter bedre. I praksis kommer det dog tidligst på tale at lave bump eller chikaner, når de 16 nye boliger står færdige. Men samtidig agter udvalget nu at gennemgå kommunens trafiksikkerhedsplan. - Ønsket fra beboerne på Møllevej og Møllevang viser, at trafiksikkerhedsplaner ikke er noget statisk. Der sker meget på tre-fire år, påpeger Bjarne Jensen. Derfor vil udvalget i løbet af efteråret sikre sig, at den kommunale trafiksikkerhedsplan fortsat er tidssvarende. - Samtidig vil vi se på, om vi eventuelt kan fremskynde punkter i planen eksempelvis ved at lave nogle knap så ambitiøse løsninger, siger han. Alene de punkter, der er beskrevet i trafiksikkerhedsplanen, forventes at koste omkring 30 milioner kroner at føre ud i livet.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...