Færdselsforseelser

Fartgal chauffør mister kørekortet

AALBORG:Det kan være dyrt at skynde sig. Det mærker en buschauffør fra Aalborg-området, som i Retten i Aalborg har fået frakendt kørekortet et halvt år efter en grov hastighedssag. Manden var sidste år sent på den, da han skulle møde på arbejde i Aalborg, og for at nå frem i tide, fik bilen fuld gas. Uheldigvis for ham var politiet samme dag på kontrol, og med laserudstyr blev den travle buschauffør målt til at køre 135 km/t på Thisted Landevej mellem Vadum og Nørresundby. Grænsen er 80 km/t, og fartoverskridelsen var så grov, at han nu mister kørekortet ubetinget. I forvejen havde han nemlig en betinget frakendelse af kørekortet bogført hos politiet - også på grund af høj fart - og med den nye dom mener Retten i Aalborg, at det er på tide at markere alvoren. Chaufføren hævdede, at der måtte være tale om en fejl. Han havde set på sit speedometer, og nålen lå omkring 100-110 km/t. Men retten afviser, at der er sket en fejlmåling. Politiet havde nemlig manden i kikkerten på lang afstand, fordi bilen højlydt havde meget fart på, og efter målingen var en motorcykelbetjent fulgt efter for at standse den grå personbil. Buschaufføren har bedt om en tankepause til at overveje, om han vil anke til landsretten. Udover et halvt års frakendelse af kørekortet, følger der også en bøde på 2.500 kroner.