Trafik

Fartkontrol af bilister trækker ud

Stærekasser med fartmålerkamera opsættes måske først senere

Kameraer fra politiets fotovogne skal monteres i de kommende stærekasser. Arkivfoto: Torben Hansen

Kameraer fra politiets fotovogne skal monteres i de kommende stærekasser. Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:I oktober sidste år oplyste transport-, bygnings-, og boligminister Ole Birk Olesen (LA), at såkaldte "stærekasser" som forsøg skal opstilles på 11 vejstrækninger, heraf tre i Nordjylland.

Dengang blev det offentliggjort, at vejstrækningerne var udpeget, og at Vejdirektoratet forventede at tage de nye stærekasser i brug i starten af i år - men nu er meldingen en anden.

Kasserne er fast placerede fartmålere, der tager fotos af bilister, som kører for stærkt.

Og ikke meget tyder på, at forsøget med stærekasser starter lige foreløbig.

I løbet af seks måneder

Nu lyder meldingen fra Vejdirektoratet, at opsætningen ventes at ske "i første halvdel af i år".

Vejdirektoratets pressechef Martin Østergaard-Nielsen kan endnu ikke kan oplyse et præcist tidspunkt for, hvornår stærekasserne vil blive opsat, trods ministerens tidligere udmelding om, at det var forventet i starten af i år.

Nu lyder meldingen altså, at opsætningen ventes at ske i løbet af de kommende seks måneder.

Monteres fast ved farlige vejstrækninger

Vejdirektoratet opsætter stærekasserne og har udvalgt placeringerne i samarbejde med Rigspolitiet.

I alt 20 kameraer fra politiets fotovogne skal monteres fast ved farlige vejstrækninger. Der vil blive skiltet med den faste fotokontrol, og håbet er, at det vil få flere bilister til at overholde fartgrænserne.

- Formålet med fartkontrol er at forebygge ulykker, ikke at skrabe penge ned i statskassen. Fartkontrollen skal i høj grad fokusere på de farlige strækninger, og det er ikke alle steder, hvor politiets fotovogne er det rette redskab til det, udtalte Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse i oktober.

Her bliver de sat op

De tre vejstrækninger i Nordjylland, hvor stærekasserne vil blive sat op er:

Aalborgvej ved Aabybro, Sæbyvej syd for Hjørring samt Vilsundvej ved Nykøbing Mors.

Men mere præcist, hvor på disse vejstrækninger, stærekasserne placeres, kan Vejdirektoratet heller ikke oplyse endnu.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst