Fartkontrol giver millioner i kassen

Nordjyderne vil det næste år betale 30 mio. kr. i fartbøder, venter politiet

Politi 29. september 2002 08:00

AALBORG: 30 mio. kr. om året. Det er, hvad politiet venter, at nordjyske bilister må ryste op med, når politiet fra på tirsdag udvider den automatiske fartkontrol til hele Nordjylland. Ordningen har siden 1. juli 2001 fungeret i Aalborg politikreds. På det første år blev der her skrevet ca. 20.000 bøder, som i alt indbragte 16 mio. kr. Politiet venter, at begge tal bliver omtrent fordoblet, når Frederikshavn, Hjørring, Løgstør og Hobro politikredse også kommer med. Ikke alle millionerne havner dog i statskassen. Først skal der modregnes udgifter til personale - politifolk og kontorpersonale - samt til drift og vedligeholdelse af målevogne og udstyr. At fartkontrollen har fået bilisterne til at lette foden fra speederen, viser de tørre tal. Politiet har opgjort, at 12 procent af bilisterne kørte for stærkt, da fartkontrollen lige var blevet indført i Aalborg Politikreds. Men det tal er nu faldet til 8,9 procent ved den seneste opgørelse. Selv om justitsminister Lene Espersen (K) i sommer i NORDJYSKE Stiftstidende bebudede større åbenhed om fartmålingerne, skal bilisterne dog ikke forvente at få detaljerede planer om, hvor politiet er hvornår. Men i fremtiden vil man kunne se på internettet, hvilke strækninger der er omfattet af ordningen. - Vi arbejder med en model, hvor borgerne får mulighed for at få oplysning om, hvor der kan blive tale om automatisk hastighedskontrol. Modellen går ud på, at vi på Rigspolitiets hjemmeside lægger oplysninger ud om de vejstrækninger, hvor der kan blive tale om automatisk hastighedskontrol. Man kan kalde det en slags skiltning på internet, siger Lene Espersen. Hun tilføjer, at ved at lægge oplysningerne ud på internet opnår man en yderligere færdselssikkerhedsmæssig effekt. - Og samtidig bliver det klart og gennemsigtigt for borgerne, både hvor kontrollen kan gennemføres, og hvorfor en given strækning er udvalgt, tilføjer Lene Espersen. - Åbenhed fra politiets side om, hvor og hvorfor politiet foretager automatisk hastighedskontrol, tror jeg samtidig vil medvirke til i endnu højere grad at skabe forståelse og accept i befolkningen af kontrollen, siger den nordjyske justitsminister. Lene Espersen understreger, at initiativet en gang for alle skal slå fast, at fartkontrollen aldrig må blive en pengemaskine. - Det bedste ville sådan set være, hvis bødeindtægterne blev 0 kr. Så har regeringens færdselspolitik, der retter sig mod de sorte pletter og de svage i trafikken, virket. 1. sektion side 3

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...