Fartkontrol i skjul

Politiets automatiske fartkontrol kommer måske til at foregå mere skjult i fremtiden.

De fleste bilister har vænnet sig til de anonyme kassevogne, der holder diskret i vejsiden og måler og blitzer, men i det nye år tager politiet formentlig en ny metode i brug, som kan gøre den automatiske fartkontrol næsten helt usynlig. Rigspolitiets Færdselsafdeling overvejer nemlig at købe et transportabelt udstyr, en slags fartkontrollens svar på Rulle-Marie, hvor kameraet med batteri og blitz kan placeres på et stativ et stykke væk fra målevognen. - Det skal ikke være for at overraske bilisterne, hvis vi køber udstyret, men vejmyndighederne har mange ønsker om, hvor der skal laves trafikkontrol, og det kan ikke lade sig gøre alle steder, fordi vi rent fysisk ikke kan komme til med målevognene. Med det transportable udtyr kan vi holde et stykke derfra og alligevel måle. Det fylder nemlig ikke mere end 80-90 cm og er placeret på et stativ, forklarer vicepolitiinspektør Leif Sørensen fra Rigspolitiets Færdselsafdeling. Politiet i Nordjylland er glad for initiativet og har stillet sig til rådighed med hensyn til at prøve udstyret af. - Hvis vi får det, kan vi tage ud og måle på steder, hvor vi ikke kan holde i dag. For eksempel på Hobrovej i Aalborg, hvor pladsen er trang, siger politiassistent Gorm Jespersen.