Fartkontrol sender kriminalstatistik i vejret

Statistikken for Aabybro fortæller om øget kriminalitet, men det skyldes blot fotofælderne

Naturvidenskab 18. september 2002 08:00

AABYBRO: Når byrådet i Aabybro i aften kommer til sidste punkt på dagsordenen, venter der umiddelbart et mindre chok. Som aftenens finale skal de nemlig som sædvanlig underrettes om kommunens kriminalstatistik. Statistikken afslører, at politiet måtte tage rapport i 208 tilfælde i juli måned. Det er en nærmest eksplosiv stigning fra de 73 anmeldte sager samme måned sidste år. Landbetjent Jens Nyholm Christensen tager det dog helt roligt. Aabbybro Kommune er ikke blevet det rene Wild West - forklaringen på de mange sager skal findes i politiets fartkontrol. - Det ser meget fredeligt ud her i Aabybro. Stigningen skyldes målevognen, der har holdt i Østergade, forklarer han. En granskning af kriminalstatistikken viser da også, at hele 163 af sagerne i år er overtrædelser af færdselsloven. Sidste år på samme tid var der kun 17 overtrædelser, og ifølge den lokale ordensmagt, er der kun fartfælderne til forskel. Udover færdselsmæssige forteelser, er der kun mindre udsving i kriminaliteten i forhold til juli sidste år. - Det er så små tal, at man hurtigt får stigninger på 100 procent, men det skyldes altså, at vi går fra en til to, fortæller Jens Nyholm Christensen. Tyveri fra erhvervslokaler er steget fra tre til syv tilfælde, mens tyverier beboelser er faldet til det halve. Nemlig fra to til en. Tyveri i andre kategorier er faldet fra 30 til 13 tilfælde, men da en mand oftest kan stå for mange tyverier fra eksempelvis butikker, advarer politiet imod at lægge for meget i de tal.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...