Fartøj med 50 om bord forliser ved græsk ø

Mindst 12 omkom efter forlis ved græsk ø. 21 er reddet. En eftersøgning efter overlevende er fortsat i gang.

ATHEN:Mindst 12 migranter er omkommet, og en hel del flere savnes, efter at en båd er gået ned ved øen Paxi i Det joniske Hav, oplyser den græske kystvagt.

Hidtil er der fundet 12 omkomne. En rednings - og eftersøgningsoperation fortsætter, hedder det i en erklæring.

Det forliste fartøj havde omkring 50 mennesker om bord og skal have haft retning mod Italien. De ombordværendes nationaliteter kendes ikke. Det skriver dpa.

Ifølge det tyske nyhedsbureau har kystvagten reddet 21 af de ombordværende.

Kystvagten havde lørdag fire patruljebåde og tre helikoptere i området, mens fem andre civile fartøjer også deltog i eftersøgningen efter overlevende.

Næsten dagligt stopper den græske kystvagt både, hvor migranter smugles til græske øer fra Tyrkiet.

I 2019 blev der i alt registreret 74.482 ankomne migranter i Grækenland - 59.591 ankom over havet, viser tal fra UNHCR, FN's flygtningeorganisation.

I 2018 kom 50.508 og i 2017 36.310.

Siden 2014 har over 19.000 flygtninge og migranter mistet livet i Middelhavet.

I år 2019 omkom mindst 3170 mennesker under forsøg på at komme til andre lande. Året før var antallet tæt på 5000.

Nedgangen er på 34 procent, konstaterer FN-organet Den Internationale Organisation for Migration, IOM.

Dødsfaldene er hovedsageligt sket i Middelhavet. Langt de fleste er omkommet, mens de forsøgte at komme fra Libyen og Tunesien til Italien, viser tallene fra IOM.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.