Lokalpolitik

Farum dropper tilbagebetalingskrav

Hillerød, lørdag /ritzau/ Farum Kommune er klar til at droppe krav om tilbagebetaling af repræsentations-udgifter for mere end 1,2 millioner kroner. Det viser en række svar, som kommunen har sendt Tilsynsrådet i Frederiksborg Amt. Når tilbagebetalingskravene droppes skyldes det blandt andet mangelfulde oplysninger i forvaltningen og uklarheder om, hvem der skulle modtage et erstatningskrav, skriver Frederiksborg Amts Avis. Samme svar viser, at kommunen af forskellige årsager kun er i stand til at kræve tilbagebetaling af cirka 85.000 kroner, og at kommunen i en række andre sager afventer resultaterne af den uvildige undersøgelse, som Farum Byråd selv har iværksat af hele Farum-sagen. Der har i følge svarene været brugt mange penge på kommunale kreditkort til mobiltelefoner, restaurationsbesøg og vin-indkøb. Farums borgmester Lars Carpens (V) understreger, at udgifterne er afholdt af det forrige byråd, som således må forklare sig. - Men jeg vil gerne tilføje, at der forekommer mange ejendommelige bilag, og at hele byrådet deltog i festen med stor iver, siger han til avisen. /ritzau/