Farvel efter 150 år i politiet

AALBORG:Til sammen har de 150 år erfaring i politiet, men nu er det slut. I går sagde fire meget erfarne politifolk farvel til kollegerne på politigården i Aalborg. De er med Rigspolitichefens noget stive formulering "meddelt afsked på grund af alder". De kommende pensionister er lederen af Rigspolitiets Færdselsafdeling i Aalborg, politikommissær Finn Iversen, lederen af eftersøgningsafdelingen, vicepolitikommissær Erik Juul Nielsen og de to politiassistenter Peter Heby og Kjeld Skødt Larsen. Sidstnævnte var i øvrigt noget af en mønsterbryder, da han for 35 år siden blev politimand. - Jeg kommer fra Kaas og var den første politimand fra byen nogensinde. Siden er der kommet et par stykker mere, lyder det fra Kjeld Skødt Larsen med et smil om munden. Alle fire har været ansat i Aalborg det meste af deres tjenestetid, og deres farvel varsler en lang række afskedsreceptioner i Jyllandsgade. Mange af de ansatte hos Aalborg Politi er nemlig oppe i årene, og i perioden 2004-2008 skal 58 politifolk forlade korpset, fordi de falder for aldersgrænsen på 63 år. Men nye unge kræfter er samtidig på vej ind. Torsdag aften holdt Aalborg Politi hvervemøde, og interessen var overvældende. Over 100 unge ville høre nærmere om uddannelsen, som nu også kan ske med Aalborg som base. Kun en del af tiden skal politieleverne være i København.